Sådan gør du livet svært for indbrudstyven
Alt fra rod i haven til bedre sikring af døre og vinduer kan gøre en forskel i kampen mod ubudne gæster
Det her er skrækscenariet, men du kan selv gøre meget for at undgå det.
Det her er skrækscenariet, men du kan selv gøre meget for at undgå det. Foto: Colourbox/free


Næste gang du ser nabobørnenes legetøj flyde i haven, er det ikke nødvendigvis på grund af ren dovenskab. Vidste du, at det kan være en glimrende måde at afskrække indbrudstyve på? Det samme gælder opvasken på køkkenbordet og en kaffekop på terrassen.

- Et helt opryddet hjem signalerer, at huset er "alene hjemme", så lidt rod kan få tyven til at gå videre, forklarer Lone Harlev, projektleder i Det Kriminalpræventive Råd.

Hun fraråder dog, at man lader haveredskaber ligge fremme. Dem vil tyven nemlig gerne bruge som værktøj for at komme ind i huset.

Andre ting, tyvene tiltrækkes af, er høje hække, der kan skjule deres arbejde, og mørke haver. Derfor kan du med fordel klippe hækken lidt ned og få sat belysning op, som tænder, når man går forbi. Det gælder om at øge risikoen for, at tyven bliver opdaget, forklarer Lone Harlev.

Der er flere måder at sikre sig taktisk imod indbrud - og en ordning, som nogle danskere måske har ladet gå i glemmebogen, er nabohjælp. Men det burde flere benytte sig af, mener Jesper Lærke, der er politiassistent og sikringsrådgiver i det kriminalpræventive sekretariat hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Nabohjælp anno 2015 kan være utrolig effektivt, men man skal bruge det rigtigt og aktivt, siger Jesper Lærke.

Han forklarer, at det er blevet meget lettere med den app, de tilmeldte bruger. Her kan man kommunikere med beboere i nærområdet, for eksempel hvis der har holdt mistænkelige biler på vejen, eller man vil finde vidner til et indbrud. Nabohjælp handler altså ikke kun om at holde øje med nærmeste nabo. I dag er 105.000 danske husstande med i Nabohjælp.

I 2014 lavede det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden en undersøgelse med tyve tidligere indbrudstyve. Heri fortale to ud af tre, at de har prøvet at blive opdaget af naboer. Netop derfor er der en grund til at begynde at sige hej til de fremmede, du ser på din villavej - måske kan du afværge et potentielt indbrud.

- Indbrudstyven er allermest utryg i tidsrummet fra fortovet og til han er inde i huset. Det gælder derfor om at gøre denne rute så lang og besværlig som mulig og vise ham en hel palette af sikringer - det skal få ham til at fravælge huset, fortæller sikringsrådgiver Jesper Lærke.

Skulle en indbrudstyv nå om i din have, er det ikke nogen overraskelse, at terrasse- eller kælderdøren er den foretrukne indgang. Især hvis den ikke er sikret med en ordentlig lås. Derfor er døren et godt sted at starte, hvis du vil sikre dit hjem, og det samme gælder de gamle vinduer, som er nemme for tyven at brække op.

Man skal gøre det svært for tyven at komme ind - men også at komme ud. Få sat en nøgle- eller kodelås på indersiden af dørene i stedet for en vrider, så de ikke kan bruges som udgang. Men husk, at sådan en lås skal være åben, når du er hjemme, i tilfælde af brand.

Et sidste tip til at gøre livet svært for indbrudstyven er at gøre salg af tyvekosterne besværligt, for eksempel med gravering eller usynlig mærkning, som foregår med UV-væske.


Fakta: Find mere information om indbrud og sikring af din bolig her

dkr.dk

nabohjælp.dk

stopindbrud.dk

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.