Sådan gør du livet surt for hackeren
Danskerne har ofte dårlige vaner, når det handler om deres omgang med koder og it-sikkerhed.
Mange danskere bruger det samme kodeord på computeren til alt fra Netbank til mail, men det er ikke en god idé, lyder det fra ekspert.
Mange danskere bruger det samme kodeord på computeren til alt fra Netbank til mail, men det er ikke en god idé, lyder det fra ekspert. Foto: Colourbox/free


Koder til netbanken, til mailprogrammet og til Facebook og Twitter. Danskerne omgiver sig med tjenester, hvor man skal taste sit password for at få adgang. Derfor kan mange være fristet til at bruge den samme kode til flere ting.

Det er især de unge, der til hverdag bruger et utal af it-tjenester, som genbruger flere af deres koder. Tal fra Danmarks Computer Security Incident Response Team, DKCERT, viser, at 56 procent af de unge under 19 år og 44 procent af danskere mellem 20 og 45 år genbruger deres passwords.

Men det er en dum idé, lyder det fra Christian Wernberg-Tougaard, der er formand for IT-Branchens IT-Sikkerhedsudvalg.

- Når man bruger den samme kode, er der mange flere steder, hvor den kan opsnappes. Og hvis nogen får adgang til dit kodeord, så er det første, de prøver, at se om det giver adgang til andre tjenester. Og så er man på den, hvis man bruger den samme kode til alt fra netbank til Facebook, siger han til Newspaq.

Og det er ikke ualmindeligt, at hackere får fat i danskernes passwords. Tal fra DKCERT viser, at over 1800 danskere blev udsat for et hackerangreb i 2013. Det var en fordobling i forhold til antallet af hackersager året før.

Christian Wernberg-Tougaard anbefaler derfor, at man bruger forskellige koder, og at man bruger en digital passwordmanager til at holde styr på alle ens kodeord for at gøre det sværere for hackerne.

- Det er langt mere sikkert, hvis du på din mobil, eller på din computer, har et program, hvor du kun skal huske ét svært password, end hvis du bruger den samme kode til alt, fortæller han til Newspaq.

Han fremhæver dog, at det hele står og falder med det password, som man bruger til at låse op for alle de andre koder. Derfor understreger han, at man bør bruge et langt password, man ikke kan glemme. Og så er det lige meget, om man bruger tal eller specialtegn.

- Længden er afgørende. Det skal være mere end otte bogstaver langt. Men forskning peger på, at det er mere hensigtsmæssigt, at man skriver en lang sætning, der relaterer til en selv, end at man bruger en tilfældig blanding af tal og bogstaver som password. For så vil man altid kunne huske det, og længden gør, at det er tæt på ubrydeligt, siger Christian Wernberg-Tougaard.

Af de 18.650 sikkerhedshændelser, som DKCERT behandlede i 2013, udgjorde hacking 10 procent af tilfældene.

Her er Christian Wernberg-Tougaards råd til at holde hackerne fra døren:

Lad være med at bruge det samme password til flere forskellige tjenester.

Få en digital passwordmanager og lås den fast med et meget langt password, som er nemt for dig at huske.

Længden på passwords er afgørende. Et længere password er mere sikkert end et kort med tal og store bogstaver.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.