Sådan gik det danskerne ved OL fredag
De danske håndboldherrer sikrede Danmark en OL-medalje, da de blev klar til finalemøde med Frankrig.
De danske håndboldherrer blev finaleklar ved OL efter drama og sejr over Polen.
De danske håndboldherrer blev finaleklar ved OL efter drama og sejr over Polen. Foto: Matthias Schrader/AP


Danmark hentede endnu en OL-medalje fredag, da de danske håndboldherrer sejrede i semifinalen over Polen. Dermed er Danmark sikker på at få enten guld- eller sølvmedalje i herrehåndbold.

Her er en oversigt over de danskere, der var i aktion i løbet af dagen:

Badminton - herresingle, semifinale: Viktor Axelsen - Chen Long.

Axelsen kunne på dagen ikke stille noget op mod den dobbelte verdensmester, som vandt 21-14, 21-15. Axelsen skal lørdag spille om bronze mod kineseren Lin Dan.

Kajak - firerkajak, kvinder, indledende heat og semifinale: Emma Aastrand Jørgensen, Ida Villumsen, Henriette Engel Hansen og Amalie Ringtved Thomsen.

Danskerne endte på tredjepladsen i semifinalen og er klar til lørdagens finale.

BMX - kvinder, semifinale: Simone Tetsche.

Danskeren, som i fjor vandt bronze ved VM, endte på en samlet syvendeplads og kom ikke videre til finalen. Hun blev revet med i et styrt i heat to og væltede selv i heat tre.

Golf - kvinder, tredje runde, 18 huller: Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen.

Nicole Broch Larsen gik en katastroferunde i 81 slag (ti slag over banens par) og raslede fra en delt femteplads ned som delt nummer 34 uden chance for at blande sig i medaljestriden. Nanna Koerstz Madsen gik runden i 72 slag, ét slag over par, og er samlet på en delt 15.-plads.

Håndbold - herrelandsholdet, semifinale: Danmark-Polen.

Efter et vildt drama med forlænget spilletid og sejr på 29-28 er Danmark klar til OL-finalen mod Frankrig på søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.