Sådan forværres sædkvaliteten af mors dårlige vaner
De færreste danske mænd kan bryste sig af at have en rigtig god sædkvalitet, men det er der råd for. Det starter allerede i mors mave.
Det er ikke nødvendigvis mandens egen skyld, at sædkvaliteten er dårlig.
Det er ikke nødvendigvis mandens egen skyld, at sædkvaliteten er dårlig. Foto: Zoran Mladenovic/colourbox.com/free


Dårlig sædkvalitet er et problem, mange unge mænd kæmper med, og sådan har det været i mange år.

De seneste mange års undersøgelser fra Rigshospitalet viser, at det hverken er blevet bedre eller dårligere med mænds sædkvalitet, og at niveauet fortsat ligger lavt.

De kendte årsager til problemet er dårlige vaner som rygning, for meget alkohol og fedme.

Men forskning viser også, at dårlig sædkvalitet kan komme fra tidspunkter i ens liv, hvor man ikke selv har haft indflydelse - nemlig da man lå i mors mave.

Det fortæller Tina Kold Jensen, som forsker i mænds sædkvalitet ved Syddansk Universitet og Rigshospitalet.

- Det er et stort problem for en mands sædkvalitet, hvis hans mor eksempelvis har røget under graviditeten. Det kan godt vise sig at blive et problem for mandens sædkvalitet senere hen i livet, viser den seneste forskning, siger hun til Ritzau Fokus.

Forskningen viser også, at det ikke kun er rygning, der kan have indflydelse på mænds sædkvalitet senere i livet.

Hvis man som mor bliver udsat for forskellige hormonforstyrrende stoffer, kan det også have betydning for sønnens evne til selv at blive far.

Er man først blevet født med testikler, der ikke er i stand til at producere sæd med den rette kvalitet, er der ikke meget at gøre.

Det fortæller Niels Jørgensen, der er overlæge ved klinik for vækst og reproduktion på Rigshospitalet.

- Testiklerne er anlagt i fostertilværelsen, og hvis ikke de anlægges ordentligt der, er der ikke meget at gøre ved det efterfølgende. Vi fødes derfor med et potentiale, og det potentiale kan vi ikke løfte os fra. Vi kan kun forværre det ved at føre en tåbelig livsstil, siger han.

Niels Jørgensen anbefaler derfor, at man som mor tænker over, hvor meget kemi man udsætter sig selv for under graviditeten, så man mindsker risikoen for fostret.

Netop den "tåbelige livsstil" råder begge eksperter også til, at man som mand dropper, hvis man som minimum ikke vil forværre sin sædkvalitet.

Ifølge Tina Kold Jensen er disse faktorer med til forværre dine chancer for at blive far yderligere:

Som mand skal du holde dig fra at ryge både cigaretter og i særdeleshed hash. Hold også dit alkoholforbrug nede og spis sundt, siger hun.

- Sørg også for at dyrke motion jævnligt, så du holder dig i god form. Fedme er nemlig også en af de vigtigste årsager til dårlig sædkvalitet, siger Tina Kold Jensen.

Og hash er en slem synder. Det indeholder nemlig skadelige stoffer, der påvirker nogle receptorer i testiklerne, og det kan på sigt skade sædkvaliteten.

Til gengæld skyder hun de gamle myter, om at for stramme bukser og mobiltelefonen har indflydelse, ned. Dertil er forskningsresultaterne ikke entydige nok til at kunne drage en konklusion.

De fem største syndere for sædkvaliteten

- Rygning: Cigaretter og i særdeleshed hash kan give problemer med sædkvaliteten.

- Alkohol: Forskning har vist, at et for stort alkoholforbrug også har en negativ effekt.

- Kost og motion: En god, sund og nærende kost er med til at forbedre kvaliteten, mens jævnlig motion også har en positiv effekt. Hold dig til gengæld fra de mættede fedtsyrer i mad.

- Vitaminer: Forskning har vist, at D-vitamin kan styrke mænds sædkvalitet. Til gengæld har ingen forskning vist, at andre kosttilskud har nogen effekt.

 

- Stress: At være stresset kan ifølge forskellige studier også have en indflydelse på sædkvaliteten i en negativ retning.

UDVID

 

De fem største syndere for sædkvaliteten

- Rygning: Cigaretter og i særdeleshed hash kan give problemer med sædkvaliteten.

- Alkohol: Forskning har vist, at et for stort alkoholforbrug også har en negativ effekt.

- Kost og motion: En god, sund og nærende kost er med til at forbedre kvaliteten, mens jævnlig motion også har en positiv effekt. Hold dig til gengæld fra de mættede fedtsyrer i mad.

- Vitaminer: Forskning har vist, at D-vitamin kan styrke mænds sædkvalitet. Til gengæld har ingen forskning vist, at andre kosttilskud har nogen effekt.

 

- Stress: At være stresset kan ifølge forskellige studier også have en indflydelse på sædkvaliteten i en negativ retning.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.