Sådan forhindrer vi brandulykker
I 2014 døde hele 84 personer i brand. Beredskabsstyrelsen håber, at nye tiltag fremover kan sænke tallet.
Arkivfoto
Arkivfoto Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


I 2014 døde 84 mennesker i brandulykker. Det var flest siden 2008, og derfor håber Beredskabsstyrelsen, at nye tiltag vil kunne sænke antallet i fremtiden.

Konceptet Brandsikker Bolig blev indført i september 2014, og det er et af de initiativer, der skal styrke brandsikkerheden.

Mikkel Kjær Rønnow fra Beredskabsstyrelsen fortæller, at en af løsningerne kan være, at brandvæsnet i højere grad får adgang til private boliger.

- Det, vi har set længe, er, at folk primært omkommer i private boliger. Der kommer brandvæsnet som udgangspunkt jo ikke og besøger folk, og derfor har vi været meget opmærksomme på at højne brandsikkerheden i private boliger, siger han til Ritzau.

Vejen til færre brandulykker går blandt andet gennem hjemmeplejen, fortæller Mikkel Kjær Rønnow.

- Vi skal bruge hjemmeplejen for at få adgang til de private hjem. Vi har lavet en screeningsliste, som hjemmeplejen kan udfylde, og på den måde kan vi finde ud af, om det er en god idé at lave et brandforebyggende hjemmebesøg hos borgerne, siger han.

- Og vi har faktisk en formodning om at størstedelen af dem, der dør i brand, er kendt af kommunen i forvejen.

Listen, som hjemmeplejen udfylder, består af en række forskellige spørgsmål, der kan advare om potentielle faresignaler. Listen er udarbejdet i samarbejde med hjemmeplejen.

Spørgsmålene fokuserer blandt andet på, om der er brændemærker i boligens gulv, om borgeren er bevægelseshæmmet, hørehæmmet eller måske indtager sløvende medicin.

Mikkel Kjær Rønnow vurderer, at der vil gå nogle år, før man kan se resultaterne af de nye tiltag, men at erfaringer fra nabolande som Norge, Sverige og England viser positive resultater.

Ifølge ham benytter omkring 17 danske kommuner sig i øjeblikket af tiltaget Brandsikker Bolig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.