Sådan finder du skjult sukker i din mad
Det kan være noget nær umuligt at gennemskue hvilke af de snørklede madingredienser, der betyder sukker. Lær at finde dem her.
Sukker har over 50 forskellige navne, men eksperternes huskeregler kan gøre det nemmere at finde skjult sukker i dine madvarer.
Sukker har over 50 forskellige navne, men eksperternes huskeregler kan gøre det nemmere at finde skjult sukker i dine madvarer. Polfoto


Sukker har efterhånden sneget sig ind i alle slags fødevarer.

Også tilsyneladende uskyldige fødevarer kan gemme på udgaver af det søde sukker, som år efter år placerer flere kilo på de danske sideben. Det oplever Camilla Udsen, der er fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk.

- Det bliver et problem, når producenterne forsøger at skjule sukkeret, ved at skrive, at deres produkt er tilsat et frugtkoncentrat og ikke sukker. For frugtkoncentrat fra for eksempel druer er nærmest rent sukker, forklarer hun.

Frugtyoghurt er som dessert

Camilla Udsen mener ikke, at danskerne skal forsøge at fjerne sukkeret fuldstændigt fra kosten. Men det er vigtigt at være bevidst om, hvornår man indtager det, understreger hun.

- For eksempel er en frugtyoghurt med tilsat sukker mere en dessert end morgenmad, siger Camilla Udsen til Newspaq.

Kig på kulhydratindholdet

Kogebogsforfatter og mad-blogger Jane Faerber lever helst et liv helt uden sukker. På madbanditten.dk guider hun læserne i at skære sukkeret fra i hverdagen. Hun er efterhånden ekspert i at gennemskue skjult sukker på varedeklarationerne.

- Man kan altid starte med at kigge på kulhydratindholdet. Det giver ofte en indikation af, om der er meget sukker i varen. Især i produkter, man ikke normalt forbinder med sukker som ketchup eller remulade. Hvis der er et overraskende højt kulhydratindhold, så er der nok tilsat en slags sukker.

Husk -ose og -sirup

Desuden har kært barn mange navne. Derfor skal man huske at alle ord, der slutter på -sirup eller -ose også er sukker i forskellige varianter. For eksempel er fruktose frugtsukker og dextrose er druesukker.

Jane Faerber advarer også om, at en fedtfattig kost kan betyde flere kulhydrater - og dermed mere sukker:

- Du vil ofte se, at fedtreducerede madvarer indeholder flere kulhydrater end de fede produkter. Det skyldes, at producenterne ofte bruger sukker eller stivelse til at kompensere for den manglende smag og konsistens, som fedtet plejede at bidrage med i produktet, forklarer Jane Faerber.

Men med nye regler skal der nu stå i varedeklarationen, hvor stor en del af kulhydraterne, der er sukkerarter.

Det kan især betale sig at kigge efter skjult sukker i morgenmads- og mejeriprodukter, brød og købedressinger.

Newspaq

Sådan undgår du det skjulte sukker

 

- Læs varedeklarationen, den vigtige information står bag på varen

 

- Ord der ender på -ose, er sukker. (Glukose, dextrose, laktose, sukrose, maltose)

 

- Tjek sukkerandelen af kulhydraterne i dit brød. Sundt brød skal helst have mindre end fem gram sukker per 100 gram

 

- Ingredienslisten står i rækkefølge efter, hvor meget der er i varen. Står sukker (eller noget med -ose) blandt de første ingredienser, fylder det meget i varen

 

- Spis naturlige fødevarer, de er ikke tilsat noget som helst

 

Kilde: Jane Faerber, Forbrugerrådet Tænk.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.