Sådan får du styr på privatøkonomien
Der kan være store summer at spare på at gå årsregnskabet igennem og se, hvor der kan skæres en luns af ens udgifter.
Kaffe på farten, tv-programmer, du ikke ser, og et uoverskueligt boliglån. Få styr på din privatøkonomi og spar penge.
Kaffe på farten, tv-programmer, du ikke ser, og et uoverskueligt boliglån. Få styr på din privatøkonomi og spar penge. Foto: Lev Dolgachov/free


Selv om det måske ikke lyder særligt fristende at bruge en aften på at sidde med lommeregner, blok og ens bankudskrifter foran sig, så kan det ofte være vejen til færre økonomiske panderynker.

En privatøkonomisk tommelfingerregel siger, at det bør man gøre minimum én gang om året, og det er er der flere årsager til.

Det kan fange en uheldig udvikling i opløbet, og det kan sørge for, at man ikke bliver snydt eller betaler for noget, man reelt kan leve uden.

Der er mange steder at finde inspiration til, hvordan man kommer i gang med den privatøkonomiske hovedrengøring.

Ét sted er på hjemmesiden Rådtilpenge.dk, som Penge- og Pensionspanelet står bag.

Her kan man bl.a. få tips til, hvad man skal bide mærke i ved livets store hændelser, som når man flytter hjemmefra, skal giftes eller venter barn. Man kan også bliver klogere på, hvor det typisk er, at der er muligheder for at nedsætte ens udgifter, hvis man bliver arbejdsløs, eller hvis økonomien pludselig begynder at stramme til.

Louise Skjødsholm, som er konsulent i finansielt forbrug i Penge- og Pensionspanelets sekretariat, forklarer, at der er nogle klassiske steder, hvor man kan hente luft i budgetterne.

Det handler først og fremmest om at lægge budget og få overblik. Herefter kan man dykke ned i det og måske finde udgifter, der ikke matcher den værdi, man får ud af dem, siger hun.

- Ofte har man abonnementer, og de er måske stedet lidt år efter år. Man skal kigge på de enkelte ting og vurdere, om man virkelig vil betale for det, man får, siger Louise Skjødsholm og tilføjer:

- Men det handler også om ens daglige forbrug. Hvor meget bruger man på indkøb, hvor meget bruger man på at drikke kaffe på caféer? Når man ser beløbene samlet, må man afgøre, om det er det værd.

Kaffe og abonnementet på den store TV-pakke er dog ikke alt. Selv om de samlet set kan løbe op, så er der også andre steder, hvor det betaler sig at være en vaks forbruger.

Boliglån og forsikringer kan eksempelvis udgøre store poster. De er værd at se nærmere på. Men det er desværre også nogle af de poster, som folk typisk ikke får kigget på.

Det oplever i hvert fald Martin Jørgensen, som er medstifter af den privatøkonomiske prissammenligningsportal Mikonomi.dk.

- Specielt når det kommer til realkreditlån og forsikringer, har folk det med ikke at tjekke dem tit nok. Det føles for besværligt og uigennemsigtigt. Alle har brug for dem, men ingen forstår dem helt. Det udgør en barriere, siger han.

Sammenligningsmulighederne på nettet har gjort det nemmere at finde rundt i prisjunglen, specielt når det kommer til produkter, der er rimelig standardiserede som bilforsikring og banklån. Men når det kommer til lidt mere komplicerede ydelser, så er det straks sværere at sammenligne.

Dækning og selvrisiko kan være meget forskellige. Og når det kommer til realkreditlån, så føler mange simpelthen, at det bliver for kompliceret at udregne de egentlige omkostninger, oplever Martin Jørgensen.

Det ændrer dog ikke ved, at man må tage tyren ved hornene, hvis man vil toptrimme ens privatøkonomi.

- Man skal sætte ind der, hvor der er noget at hente på udgifterne. Der er mange penge i spil ved boliglån, og derfor kan der være mange penge at hente ved bare en lille rente- eller gebyrforskel. Det gælder også, hvis man har mange forsikringer, siger Martin Jørgensen.

Man bør alt andet lige kigge på det en gang om året.

Fakta: Hold øje med udgifterne:

- Det kan være kompliceret at gennemskue ens privatøkonomi. Det er dog ikke en undskyldning for at lade den sejle. Mange eksperter anbefaler, at man årligt gennemgår den med en tættekam.

- Der er ofte penge at hente på forsikringer, fagforening, samt bank- og realkreditlån.

- Tit vil man dog blive overrasket, når man regner ud, hvad ens årlige udgifter er på abonnementer. Det er, hvad end man taler om fitness, TV- eller musikstreaming. Derudover er det altid værd at holde øje med cafébesøg og indkøbsvaner.

Kilder: Minonomi.dk og Rådtilpenge.dk

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.