Sådan får du mere plads på din smartphone
Det er nemt og gratis at få mere lagerplads på sin telefon. Læs her hvordan du gør.
Billeder fylder, når du har dem liggende på telefonen. Læg dem op i skyen i stedet for.
Billeder fylder, når du har dem liggende på telefonen. Læg dem op i skyen i stedet for. Foto: Colourbox/free


Er pladsen på din smartphone snart blevet så trang, at du knap nok kan tage billeder og downloade nye apps?

Så var det måske på tide at udvide lagerpladsen. For selv om du måske ikke kan udvide pladsen fysisk med et ekstra hukommelseskort, er der andre nemme alternativer.

Du behøver for eksempel ikke at have programmer installeret på din smartphone, som du ikke bruger.

I princippet kan du slette de apps, du ikke bruger på ugentlig eller månedlig basis, og nøjes med at installere dem, når du har brug for dem, siger teknologiredaktør på Computerworld, Kim Stensdal.

- Apples iTunes-butik husker for eksempel, hvad du har købt og downloadet, så det er relativt nemt at finde de apps, du har brugt tidligere, og downloade dem, når du har brug for det, siger han.

Særligt 3D-spil og andre, pladskrævende apps, du har mistet interessen for, bør du slette, for de tager en stor del af pladsen.

Har du streamingtjenester som HBO Nordic og Viaplay på telefonen, behøver du ikke at have store videoer liggende.

Særligt Apple tager sig ifølge Kim Stensdal dyrt betalt for fysisk lagerplads på sine telefoner, så man kan spare lidt ved til gengæld at bruge cloud-tjenester, hvor dine billeder, dokumenter og andet vigtigt bliver gemt på en server i skyen.

- Tjenester som Dropbox, Google Drive eller Microsofts One Drive er gratis, og prisen for at få mere plads er styrtdykket, mens den tilkøbte, fysiske lagerplads (SSD-harddiske) stadig er dyr at opgradere, når du køber telefonen fra ny, siger Kim Stensdal.

Det amerikanske forbrugermagasin Consumer Reports anbefaler i sin seneste udgave, at man i videst mulig omfang rydder op efter sig selv, når man for eksempel tager billeder og særligt videoer med sin smartphone.

Hvis du sørger for at gemme billeder i skyen eller på din computers harddisk, kan du roligt slette dem fra telefonen, lyder rådet.

Og har du en Android-telefon kan du muligvis også købe et såkaldt microSD-hukommelseskort, så du kan udvide lagerpladsen på selve telefonen op til 128 GB.

Et micoSD-kort kan købes relativt billigt. Desværre er iPhone-brugere afskåret fra denne mulighed.

 

Priser på lagerplads "i skyen":

Apple iCloud:

5 GB (gratis), 50 GB (7 kroner om måneden), 200 GB (25 kroner om måneden), 1 TB (69 kroner om måneden).

Google Drive:

15 GB (gratis), 100 GB (14 kroner om måneden), 1 TB (69 kroner om måneden).

Dropbox:

2 GB (gratis), 1 TB (75 kroner).

 

Det gemmer vi primært i skyen:

82 procent: Billeder

54 procent: Dokumenter

36 procent: Musik

26 procent: Video

Kilde: Eurostat, 2014

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.