Sådan får du bedre tid til at tage telefonen
De fleste telefoner ringer kun 15 sekunder, før de går på telefonsvarer, men du kan nemt selv forlænge din chance for at svare.
Når du heller aldrig at finde telefonen i bunden af tasken, før det er for sent at tage den?
Når du heller aldrig at finde telefonen i bunden af tasken, før det er for sent at tage den? Foto: /free


Du roder rundt i bunden af tasken eller stæser ud til opladeren i køkkenet, men lige meget hjælper det.

Et ubesvaret opkald blinker, når du endelig når frem.

Størstedelen af alle mobiludbydere lader kun din telefon ringe i 15 sekunder, før de sender opkaldet videre til telefonsvareren, men det er dumt, for telefonsvareren bliver brugt mindre og mindre.

- De fleste smider bare på, når et opkald går til telefonsvarer. Vi bruger den mindre og mindre, fortæller Søren Schultz Hansen, som forsker i digitale vaner, særligt hos de yngre generationer af "digitalt indfødte".

Gider du ikke telefonsvareren, og vil du hellere have bedre tid til at nå at svare, kan du gøre to ting, forklarer Thomas Ulvedal, som er journalist på mobilsiden.dk.

- Hvis du går ind i telefonfunktionen og taster *#61* og ringer op, så kommer der i løbet af et par sekunder en dialogboks frem, hvor der står, hvor længe din telefon ringer, før den stilles videre.

For de fleste vil der stå 15 sekunder, men telefonen kan faktisk ringe i op til dobbelt så lang tid. Så længe tallet kan deles med fem, kan du selv vælge, hvor længe din telefon skal ringe. Det eneste, du skal bruge, er nummeret på din telefonsvarer.

- De fleste har automatisk nummeret på svareren i deres telefonbog. Det er vigtigt, at det er dét nummer og ikke ens eget, man skriver ind, forklarer Thomas Ulvedal over for Ritzau Fokus.

For at ændre din opkaldstid taster du: **61*0045(nummeret på din telefonsvarer, red.)**30#. Der, hvor der står 30, angiver antallet af sekunder, telefonen ringer. Her kan du også taste 20 eller 25.

Det er vigtigt, at du husker landekoden 0045 foran nummeret på din telefonsvarer.

Ifølge Søren Schultz Hansen har unge mennesker ofte deres telefon på lydløs og vibrator. I stedet er det en anden gruppe mobilbrugere, der kan have gavn af den forlængede ringetid.

- Halvdelen af de gange, jeg ringer til min far, når han jo ikke at tage telefonen. Det er klart dem over 40, der kan have mest gavn af længere ringetid, forklarer han.

Sådan ændrer du din telefons ringetid:

- Tjek din nuværende ringetid ved at taste *#61* og ringe op

- Find nummeret på din telefonsvarer. Telias er for eksempel 28184000.

- Tast **61*004528184000**30# og ring op.

(Udskift 28184000 med nummeret på din egen mobilsvarer)

- 3: 31133333

- Oister: 42919191

- TDC: 20171717

- Telenor: 60500000

- Telmore: 51100000

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.