Sådan bliver weekendens vejr
Det bliver tørt og blæsende i weekenden, så man kan nyde efterårets natur uden at bakse med regntøjet.
Nogen sol, vind og ingen regn. Det er opskriften på weekendens vejr.
Nogen sol, vind og ingen regn. Det er opskriften på weekendens vejr. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Paraplyen kan blive hjemme i weekenden, for vejret indbyder mere til en tur i skoven eller en frisk tur ved stranden, lyder meldingen fra DMI.

Fredagen kan byde på en smule regn lokale steder i landet, men ellers bliver det klart og blæsende vejr i weekenden.

- Det bliver en weekend uden regn og med plads til solskin. Det er dog usikkert, hvor meget sol der vil komme. Fredag er det mest skyet med smådryp rundt omkring, men sidst på dagen og i løbet af natten bliver der ryddet op i skyerne, siger vagtchef ved DMI Mogens Rønnebek til Ritzau.

Derudover rammer blæsten flere steder i landet med kuling ved de jyske kyster. Resten af landet kan forvente hård vind fra vest og sydvest, men et højtryk fra Mellem- og Nordeuropa sørger for en lun og ret solrig weekend.

Fredag og lørdag bliver mest blæsende med jævn til hård vind, så man kan med fordel finde sin drage frem fra skabet og give den en lufttur. Særligt fordi skyerne også bliver blæst væk.

- Man kan godt kalde det dragevejr fredag og lørdag. Der bliver det luftigt, så det er bestemt egnet til at flyve med drager uden at man behøver at bakse med regntøj og gummistøvler, for solen kigger en smule frem, siger Mogens Rønnebek.

Hele weekenden bliver mellem 15 og 18 grader, men det er ifølge vagtchefen for usikkert at sige noget om, hvilke egne af landet der kan forvente at få solen at se.

Søndag tager vinden af, så det bliver en svag til jævn vind fra sydvest. Det bliver en kende mere skyet end lørdag med lidt, måske nogen sol.

- Det bliver ikke en rigtig efterårsweekend med rusk og regn. Det er stabilt med plads til sol og tørt. Det ser også ud til at fortsætte i begyndelsen af den kommende uge, siger Mogens Rønnebek.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.