Sådan bliver du klar til at date efter en skilsmisse
Der findes ingen skabelon for, hvor hurtigt, du kan være klar til at date. Det kommer an på, hvor afklaret du er, og i hvor stor krise, du er. Også selv om du er den, der gik. Og omgivelserne skal ikke blande sig, siger en psykolog
Nogle har mest brug for at være alene i noget tid efter en skilsmisse. Andre er parate til at date med det samme.
Nogle har mest brug for at være alene i noget tid efter en skilsmisse. Andre er parate til at date med det samme. Aleksandar Todorovic / Scanpix


Hvor hurtigt må man date efter en skilsmisse? Det afhænger af, hvornår forholdet sluttede. Hvis du stoppede med at savne ham, MENS I var sammen, kan du sagtens date med det samme. Men hvis du er i krise, søger bekræftelse og ”vil videre” uden at sørge, så er du ikke klar. Sådan siger psykolog Mette Holm til FEMINA i denne uge.

Hun har i sin konsultation erfaring med mange skilsmisseramte, og hovedparten dater, før de er klar. Og omgivelserne står straks klar med formanende ord.

Tre små spørgsmål kan give dig et pejlemærke for, om du er sammen med den rigtige. Se dem på femina.dk

- Jeg møder som regel tre ”typer” skilsmisseramte: Dem, der er så afklarede, at både jeg og deres omgivelser vil synes, dating kan gøre godt, siger hun.

- Og type nummer to, som – uanset om de gik eller blev forladt – mest har brug for at finde ståsted alene. Men eftersom de har defineret sig selv ud fra at være to, så suser de ud og date-rebounder. De brænder nallerne, lærer og finder hurtigt retning, siger Mette Holm.

Over for disse to typer skal man ikke bekymre og blande sig med råd, forklarer hun. Drop: ”Det er for tidligt” og lignende misforstået omsorg. For hvor ved du det fra? Du krænker og undervurderer vedkommende. Vis omsorg som i: ”Jeg er her, hvis du har brug for mig…”. Vedkommende skal selv danne konklusioner.

Læs på femina.dk, hvordan du sikrer dig, at du kommer godt igennem en skilsmisse økonomisk

- Man SKAL nemlig satse i kærlighed. Man skal naturligvis ikke gå rundt med sit blødende hjerte i hænderne hele tiden som nyskilt. Men lad vedkommende satse. Hjælp kun, hvis det ønskes, siger hun.

Skal danne sine egne erfaringer

I ét tilfælde skal man dog gribe ind – nemlig hvis den pårørende ikke magter situationen og følger et usundt mønster, valser hen over en tydelig krise for eksempelvis afhængighed af mænd eller lignende.

- En, der tydeligvis ikke magter tilværelsen som nyskilt, skal selvfølgelig hjælpes. Og man er som pårørende ikke i tvivl om det, når det er nået dertil, siger Mette Holm.

Men alle andre skal man give fri til at danne deres egne erfaringer. Hun understreger, at de fleste af os hjælper i bedste mening. Men at man som skilsmisseramt skal være stærk og komme med en venlig afvisning.

- Sig bare ”Tak for dine søde råd – men jeg finder selv ud af det.”, siger Mette Holm til FEMINA.

Af redaktionen, FEMINA, Aller Media

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.