Tænk, hvis Facebook kunne finde og tagge dig i fremmede menneskers billeder.
Den mulighed ligger måske ikke langt ude i fremtiden. Facebook er nemlig snart i stand til at genkende dig i ethvert foto. Det skyldes ifølge CBS NEWS ansigtsgenkendelsesprogrammet DeepFace, som kan genkende en person med mere end 97 procent sikkerhed.
Ansigtsgenkendelsen er endnu ikke nået til danske Facebook-brugere. I 2012 måtte Facebook slette funktionen for brugere i Europa efter kritik fra datamyndigheder. Men siden har Facebook sneget små dele ind hos europæiske brugere. Hvis du eksempelvis uploader et billede med en person fra USA, så kommer Facebook med forslag til, hvem personen på billedet er.
Blandt eksperterne er der enighed om, at det er blevet sværere at beskytte sig mod billeder af én selv på nettet. Thomas Bigum er ekspert i sociale medier og afholder blandet andet kurser i virksomheders brug af sociale medier. Ifølge ham er det stort set umuligt.
- Groft sagt er måden, du gemmer dig på, ved at slukke computeren og at have maske på, hvis du er i byen. Vi kommer ind i en mere transparent verden, så nøglen ligger i virkeligheden i at opføre sig ordentligt og ikke gøre noget, som man ikke vil stå ved, siger han til Newspaq.
Marianne Steen er ekspert i sociale medier og holder blandt andet kurser om, hvordan man sletter sine digitale fodspor. Hun opfordrer til, at man ser Facebook som et offentligt forum. Ifølge hende er der ikke noget, der er privat. Heller ikke selvom, privatindstillinger er sat til, at kun vennerne kan se dine ting.
- Jeg vil opfordre til, at man ikke lægger billeder op af noget, som man ellers ikke ville vise til fremmede, siger hun.
Ifølge Thomas Bigum har Facebooks mange funktioner dog også flere fordele.
- Vi nyder rigtig godt af Facebook, når vi skal pleje vores gode image og vise, hvor gode vi er. Prisen er, at vi en gang i mellem bliver taget i at ligne nogle idioter. Vi kan vælge at udnytte det eller frygte det, siger han.
Men prisen kan blive dyr, påpeger Marianne Steen. Det, der er lagt på nettet, forsvinder nemlig ikke så let igen.
- Det er bekymrende, at vi ikke ved, hvad der sker i overmorgen eller om fem år. Det tyder lidt på, at Facebook er i gang med at samle en sagsmappe sammen om os alle, hvor de prøver at kortlægge os. Det kan ende med, at du kan få en komplet beskrivelse af en person, hvis du bare har en mailadresse og et billede, siger hun.
Sådan kan du beskytte dit privatliv på Facebook:
- Ændr dine privatindstillinger, så dine opslag ikke er offentlige. Du kan ikke regne med, at andre ikke kan se det alligevel, men det skærmer lidt.
- I privatindstillinger under tidslinje og tagging kan du vælge, at du skal godkende tags, før de dukker op på Facebook. Billedet kan stadig ses, men man kan ikke se tagget.
- Tænk dig om, når du uploader billeder. Lad være med at vise billeder af noget, som du normalvis ikke vil have fremmede til at se.
- Tænk dig om, før du uploader billeder af andre. Spørg altid før du gør det.
- Hvis du er et sted, hvor der tages billeder, så sig fra, hvis du ikke ønsker, at de kommer op på Facebook.
- Ryd op i din Facebook-profil, så du ved, hvilke billeder og opdateringer, du har liggende. Gå din tidslinje igennem baglæns, eller gå ind i din aktivitetslog.
- Drop eventuelt at have din fødselsdag til at stå offentligt på Facebook. Hvis du gerne vil have fødselsdagshilsner, så undgå at skrive årstallet. De mange data øger risikoen for identitetstyveri.
Newspaq