Selvom regeringsgrundlaget først bliver offentliggjort mandag eftermiddag, er der lækket en del til pressen.
Avisen.dk forsøger her at samle de tiltag, hvor regeringen vil gøre det nemmere sværere, billigere og dyrere at være på arbejdsmarkedet.
Listen er ikke fuldstændig.
EFTERLØN
Regeringen gennemfører den efterlønsreform, som blev vedtaget i maj af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale.
Reformen og herunder seniorførtidspensionen er efter hvad Avisen.dk erfarer ikke nævnt i regeringsgrundlaget. Derfor tyder meget på, at reformen indføres i sin nuværende form uden yderligere politiske forhandlinger.
DAGPENGE
De potentielle 38.500 personer, som risikerer at ryge ud af systemet 1. juli næste år, får et halvt år mere på dagpenge. Perioden forkortes derefter til 2 år. Samtidig bliver dagpengene et tema i de trepartsforhandlinger, som der bliver indkaldt til senere i år.
Her ventes det, at hele dagpengesystemet kastes op i luften.
Det ventes også, at regeringen vil gå hele aktiveringssystemet efter i sømmene.
SYGEDAGPENGE
Den såkaldte varighedsbegrænsning fjernes, så sygedagpengene fremover ikke bliver fjernet efter 52 uger på sygedagpenge.
Samtidig fjernes starthjælpen (en lav kontanthjælpsydelse) og loftet over kontanthjælpen.
SKAT
Skattefradraget for private sundhedsforsikringer fjernes. Samtidig skal den blot 26-årige skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) gennemføre en skattereform, som vil sænke skatten på arbejde. Den skal være fuldt finansieret og have en rimelig social balance.
Til gengæld bliver millionærskatten og bankskatten tilsyneladende ikke til noget.
Multimedieskatten forsvinder i løbet 2012 og 2013.
ARBEJDSTID
De 12 minutters ekstra arbejde om dagen bliver ikke til noget. 'Danskerne skal ikke betale to gange', som Helle Thorning har sagt igen og igen som reaktion på, at efterlønsreformen bliver vedtaget.
Men den nybagte arbejdsminister Mette Frederiksen (S) siger i dag, at "...alle på arbejdsmarkedet skal bidrage, hvis vi skal fremtidssikre samfundet. Mere om det senere".
Regeringen vil også forsøge at begrænse antallet af lukkedage.
Der skal være danske arbejdsforhold på danske arbejdspladser. Regeringen vil øget kontrollen med udenlandske medarbejdere på arbejdspladserne.
FLERE JOB og FLERE PRAKTIKPLADSER
Regeringen vil få 55.000 flere i arbejde frem mod 2020 via trepartsaftale, reformer af blandt andet aktivering og førtidspension samt en skattereform.
Derudover vil regeringen kickstarte dansk økonomi med en vækstpakke på 10 mia. kr. i ved at fremrykkede offentlige investeringer.
Flere praktikpladser og uddannelse til alle unge, uddannelse til ufaglærte og forbedring af videregående uddannelser.
TRAFIK
Regeringen vil indføre den omdiskuterede betalingsring rundt om København og gøre den kollektive trafik markant billigere.