Når Carsten Dilling har sidste arbejdsdag i TDC, forlader han ikke kun sin stilling som topchef.
Han vinker også farvel til en løn i millionklassen. I de tre år, hvor han har siddet som chef for TDC, har han hvert år modtaget et to-cifret millionbeløb.
13,5 millioner. Så meget tjente den nu fyrede top-chef i 2013.
Året forinden, hvor han var nytiltrådt direktør for TDC, fik han små 10 millioner kroner for sin arbejdsindsats i 2012.
Ikke flere TDC-millioner til Dilling
Men da overskuddet for TDC-regnskabet for 2014 hverken fik analytikere eller aktionærer til at juble, måtte Carsten Dilling gå en smule ned i løn sidste år. 13,1 millioner blev det til.
Og nu må han se sig om efter et nyt job.
For som Avisen.dk tidligere i dag har beskrevet, fratræder Carsten Dilling efter tre år på chefposten øjeblikkeligt sin stilling.
Det er selskabets finansdirektør, Pernille Erenbjerg, overtager posten.
Ifølge TDC forlader Carsten Dilling TDC efter gensidig aftale med bestyrelsen. TDC's bestyrelsesformand Vagn Sørensen siger, at det indimellem er nødvendigt ændre direktionens besætning.
- Stillingen som koncernchef er per definition til låns, og vi har truffet en fælles beslutning om, at tiden nu er rigtig. Det er bestyrelsens klare opfattelse, at Pernille har den rette profil til med sikker hånd at føre TDC videre, siger han i meddelelsen.