Vi bruger rigtig mange timer sammen med vores hovedpude hver eneste dag, og det sætter naturligvis sine spor.
Der er nemlig både fedt og sved fra vores hud på hovedpuden.
Sådan finder du den bedste sovestilling: Læs mere på Femina.dk
- Der er også husstøvmider, som vokser i gulvtæpper og særligt i vores seng, hvor de lever af vores hudskæl. De kan formere sig hurtigt, når man ligger og sover og vender og drejer sig. Har man tør hovedbund, udskiller man endda endnu mere hudskæl til husstøvmiderne på puden, siger Michael René, der er hygiejneekspert ved Professionshøjskolen Metropol og forfatter til bogen ”Håndbog i praktisk hjælp”.
Lugt til din hovedpude
At sove sammen med de mange husstøvmider kan desuden betyde, at man udvikler husstøvmideallergi.
- Når man sover, sveder man typisk lidt, og denne væske er rigtig god for bakterier og skimmel. Du kan også have lidt colibakterier med fra toilettet, og alle bakterier kan formere sig i et fugtigt klima. De vil dog typisk gå i dvale i hovedpuden, da de har brug for noget føde, men de kan vågne op igen. Det er en god idé at lugte til hovedpuden. Er lugten lidt harsk, har fedtet på puden udviklet sig i en fedtoxidation, og det medfører nogle aromatiske stoffer, som lugter harskt, forklarer Michael René.
Derfor skal man bruge sine sanser og lugte til hovedpuden.
På Femina.dk kan du læse om, hvor vigtig vores søvn er: Den gør os både slanke, sunde og smukke
Støvsug din seng
Hygiejneeksperten råder til, at man vasker sit sengetøj en gang om ugen og absolut senest hver 14. dag for at undgå, at der er alt for mange husstøvmider i sengen.
- Jeg anbefaler også, at man støvsuger sengen, når man har taget sengetøjet af. Husstøvmider lever af hudskæl, og det kan lande alle steder, hvor der er tørt. Så støvsug sengen og rundt om sengen, siger Michael René.
Han mener også, at dyner og puder bør udluftes en gang om måneden, og de skal ligeledes vaskes mindst hver eller hver anden måned.
- Du er jo ikke altid ren, når du går i seng. Du kan have fedt og stoffer fra bilos siddende i huden, og sengetøjet tager ikke alt. En del af det trækker ned i puden, dynen og madrassen, forklarer Michael René.
Han råder i øvrigt til, at man husker at lufte ud i soveværelset mindst to-tre gange om dagen i fem-ti minutter, så fugtigheden falder, og husstøvmiderne ikke så let kan overleve.
Læs på Familiejournal.dk om, hvordan du kan forbedre din nattesøvn ved at komme forskellige problemer til livs