Der er kolossale forskelle på, hvad danskerne har sparet op til pension, og hvad de dermed får udbetalt. Det viser en ny statistik fra Forsikring & Pension, skriver Fagbaldet 3F.
25.000 pensionister tilhører en eksklusiv gruppe. De får hvert år udbetalt samlet over 300.000 kroner fra deres arbejdsmarkedspension og deres private pensionsopsparinger. Oveni kommer blandt andet folkepension og ATP.
Næsten 300.000 pensionister får derimod udbetalt under 40.000 kroner om året fra arbejdsmarkedspension og privat opsparing.
Opgørelsen fra Forsikring & Pension viser også, at det generelt er ufaglærte og faglærte, der får mindst udbetalt i pension fra pensionskasser, forsikringsselskaber og pengeinstitutter.
- Uden folkepensionen ville der være betydelige økonomiske uligheder i alderdommen. Uligheden er faktisk mindre blandt pensionister end blandt erhvervsaktive, siger underdirektør i Forsikring & Pension Jan V. Hansen.
Forskellene vil mindskes over de næste mange år. Det skyldes, at faglærte og ufaglærte nu for alvor er kommet i gang med at betale ind til blandt andet Industriens Pension og PensionDanmark, vurderer Forsikring & Pension.