Så meget vil Løkke skære i madpenge til flygtninge
Flygtninge i Danmark skal have færre penge til at købe mad for, end de får i dag. Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gav onsdag formiddag i Spejlsalen i Statsministeriet en kort orientering om de kommende dages EU-topmøder samt den aktuelle flygtninge- og immigrationssituation i Danmark og Europa.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gav onsdag formiddag i Spejlsalen i Statsministeriet en kort orientering om de kommende dages EU-topmøder samt den aktuelle flygtninge- og immigrationssituation i Danmark og Europa. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Asylansøgere får 54,04 kroner om dagen til mad og hygiejneartikler. Det beløb er ikke givet, siger Løkke.

Derfor skal udlændinge, der søger asyl i Danmark, fremover have strammere økonomiske vilkår, mens deres sag behandles.

Det varsler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som dermed lægger op til at skære i de beløb, flygtninge får til mad og hygiejneartikler.

- Et af elementerne er, at vi strammer de økonomiske vilkår for de mennesker, der er i Danmark, i asylansøgningsfasen, forklarede regeringslederen på et pressemøde onsdag.

Han vil ikke præsentere detaljerne i den økonomiske stramning, før han har fremlagt pakken for Folketingets øvrige partier fredag, men han konkretiserede dog en anelse.

- I den fase, man er asylansøger, kan man være på en cafeterieordning, hvor man får et lommepengebeløb. Det er ikke en given sag, hvor meget man skal have i lommepenge, konstaterede statsministeren og tilføjede:

- Eller man kan være på en selvforsørgelsesordning, hvor man får et beløb, og så står man selv for sit eget hushold. Det er heller ikke en given sag, hvor meget man skal have der.

Asylansøgere, som ikke får mad på centrene, får en grundydelse på 54,04 kroner om dagen, som er tiltænkt mad, hygiejneartikler og lignende.

Lommepenge til de flittige

Derudover kan ansøgeren få en såkaldt tillægsydelse, der til tider omtales som lommepenge. De udbetales, hvis vedkommende overholder en aftale om deltagelse i undervisning, aktivering og arbejdsopgaver, som indgås med asylcentret.

Tillægsydelsen er på 9,02 kroner om dagen for ansøgere, der ikke har fået afgjort, hvor deres sag skal behandles.

Hvis det besluttes, at asylansøgningen skal behandles i landet, stiger tillægsydelsen til 31,54 kroner om dagen.

Ansøgere, som er på cafeterieordningen, har adgang til mad på asylcentrene, og får derfor ikke grundydelsen. Deres kontante ydelser begrænser sig derfor til tillægsydelsen og eventuelle tillæg, hvis de har børn, de skal forsørge.

Det er myndighederne, der afgør, om den enkelte asylansøger skal have grundydelsen eller benytte sig af tilbuddet om gratis mad på centret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.