Så meget taber du dig uden smør
Se her hvor mange kilo du kan smide på et år, hvis du udskifter smør med andre fedtstoffer.
Det er lækkert, olivenolie - og det er sundere end smør.
Det er lækkert, olivenolie - og det er sundere end smør. SCANPIX arkiv


Bruger du rigeligt med smør i din madlavning, kan det være den direkte årsag til de ekstra kilo på sidebenene.

Og gør du det til dit nytårsforsæt at udskifte smør på brød og i madlavningen med andre former for fedt, er det nok til, at du vil tabe dig over et kilo i løbet af et år.

- Små sunde skridt i fedtstoffer medfører lavere indtag af kalorier og mættet fedt. Dansk gennemsnitskost indeholder 50 procent mere mættet fedt end anbefalet, så der er masser at tage af for de fleste af os, siger ernæringsekspert Per Brændgaard.

Byt smør ud med andet fedtstof

Per Brændgaard har regnet på, hvor meget du kan tabe dig på et år, hvis du bytter smør til et lettere fedtstof.

- Tallene er baseret på nogle antagelser om, at man som udgangspunkt har for vane at spise for meget mættet fedt.

- En anden vigtig antagelse er, at man rent faktisk gennemfører og bliver ved med den pågældende nye vane permanent, siger Per Brændgaard om sine beregninger:

Så meget kan du tabe dig, hvis du dropper almindeligt smør på to skiver brød om dagen og i stedet bruger:

  • Kærgården original: - 0,2 kg
  • Bakkedal 75%: - 0,2 kg
  • Plantemargarine: Ingen vægtændring
  • Becel Let plantefedtstof: - 1,5 kg

Så meget kan du tabe dig, hvis du fremfor at bruge 10 gram almindeligt smør ved stegning og bagning i stedet går over til:

  • AMA fast stegemargarine: - 0,4 kg
  • Becel flydende original: - 0,3 kg
  • Becel flydende let: - 1,1 kg
  • Oliven- og rapsolie: + 0,5 kg

Brug raps- eller olivenolie

Steger du din mad i olie i stedet for smør, får du en sundere fedtkvalitet. Det betyder blandt andet, at du nedsætter risikoen for hjertekarsygdomme, hvis du bruger f.eks. raps- eller olivenolie.

Til gengæld skal du være opmærksom på, at olie indeholder flere kalorier end smør, og du risikerer altså at tage på, hvis du bruger 10 gram olie i stedet for 10 gram smør.

- Vægtøgningen ved oliven- og rapsolie skyldes, at den samlede fedtmængde pr. gram produkt er højere i olie end i smør. Vægtøgningen kan undgås ved at sænke mængden af anvendt fedstof, når man skifter fra smør til olie, siger Per Brændgaard.

Isabella Hindkjær, Aller Media

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.