De fleste af os har efterhånden set de smilende ansigter i bybilledet, som bejler til vores kryds til folketingsvalget 18. juni. Det er naturligvis valgplakaterne, som jo er en fast bestanddel af enhver valgkamp herhjemme.
Men en uge inde i valgkampen er der ved at være en del kandidater, der har oplevet at få ødelagt deres valgplakater.
Og man slipper nemlig ikke helt billigt fra det, hvis man bliver opdaget i at have lavet hærværk på valgplakaterne, skriver DR Syd.
- Det hedder 'hærværksforhold' - jævnfør straffelovens paragraf 291. Det er altså en straffelovsovertrædelse, som vil komme til at fremgå på straffeattesten. Så det er typisk en bødesag, der ender op i 800 kroner, forklarer Karsten Aaskov, der er politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politi til DR Syd.
Det hele kræver dog, at der er en forurettet, der anmelder det. Men faktisk kan man blive straffet endnu hårdere, hvis det bliver opdaget, at man bevidst går efter en bestemt kandidat eller et bestemt parti.
- Straffen kan godt blive hårdere, hvis man kan bevise, at det her er systematisk. Så betegner vi det som groft hærværk. I yderste konsekvens kan der være tale om fængselsstraf, siger Karsten Aaskov.
Om godt to uger, når valgkampen er overstået, vil der stadig hænge valgplakater rundt omkring. Men det vil stadig være ulovligt at ødelægge plakaterne, selvom valgkampen er slut.
- Når valgkampen er overstået, så må man stadig ikke lave hærværk på plakaterne. Som udgangspunkt er der ikke forskel på, om det er før eller efter valget, forklarer Karsten Aaskov.