Allerede i januar lagde Lars Løkke Rasmussen hovedet på blokken og slog fast, at han ikke ville stå i spidsen for en regering med mindre boligjobordningen blev genindført.
Ordningen, der populært kaldes håndværkerfradraget, lader danskerne trække lønudgifter til forbedringer i hjemmet fra i skat. Ordningen forsvandt ved udgangen af 2014, men står det til Løkke, vender den tilbage med tilbagevirkende kraft.
- Måske kan man godt sige, at det i denne omgang er mere en gave end en redningskrans til forbrugerne, vurderer Johan Juul-Jensen, der er forbrugerøkonom hos Nykredit.
- Fordi det går bedre med økonomien end tidligere, er behovet ikke så udtalt længere. Danskerne bruger penge igen, vi er ved at komme os over krisens sparsommelighed. Vi kan se, at der bliver købt flere køkkener og flere større biler, så det tegner lysere for forbruget generelt, forklarer han til Ritzau Fokus.
Børsens politiske analytiker Helle Ib ser heller ikke et stort behov for boligjobordningen, som er blevet det eneste reelle løfte i Lars Løkke Rasmussens valgkamp:
- Det er en populær ordning, som vælgerne forstår. En diskussion om nulvækst er langt mere diffus og sværere at forholde sig til for vælgerne, men håndværkerfradraget er til at tage og føle på, og derfor er det blevet Løkkes største kæphest, vurderer hun.
Helle Ib mener også, at ordene valgløfte og løftebrud er blevet så betændte siden den sidste valgkamp, at Løkke er forsigtig med at love noget, som han ikke føler sig sikker på at kunne skabe flertal for.
Men netop boligjobordningen burde kunne skabe et nemt flertal.
- Spørgsmålet bliver så bare, hvad Løkke må give de partier, der skal lægge stemmer til, til gengæld for deres opbakning, udtaler Helle Ib.
Da forbrugerne ikke er lige så hårdt spændt for nu, som tidligere, så vil en genindførelse af ordningen særligt glæde på to områder, vurderer Johan Juul-Jensen.
- Den eneste ting, vi ikke kan købe os til, er flere timer i døgnet. Men ved at give tilskud til rengøring, vinduespudsning eller til at få malet den carport, som har trængt i evigheder, kan familierne købe sig mere tid sammen. Det kan være en overvindelse at betale sig fra hjælp i huset eller til småreparationer, som man i sagens natur sagtens kunne lave selv, men dér kan tilskuddet lige give det sidste skub til, at man køber hjælpen i stedet for at bruge tiden selv, vurderer han.
- For det andet kan et tilskud på 5-10.000 kroner sætte gang i renovationer eller nybyggeri for flere hundrede tusinde kroner. Fradraget er kun en lille bid, men det sætter gang i et større forbrug, som er godt for økonomien, forklarer Juul-Jensen.
Og med en status som Venstres eneste rigtige valgløfte i valgkampen, tør Helle Ib godt love, at denne her vil Løkke ikke prøve at løbe fra.
- Kommer Løkke til tops på statsministerskamlen, så bliver ordningen gennemført. Han skal ikke have det løftebrud siddende på sig, siger hun.
Hvis ordningen gennemføres bliver det med tilbagevirkende kraft for hele 2015. Derfor kan de danske forbrugere med fordel sikre sig, at de har de rette kvitteringer og at kvitteringer for håndværksarbejde bliver specificeret ud på materiel og arbejdsløn, så det bliver nemmere at hente fradraget, hvis Løkke vinder valget.
Der gives et tilskud på 15.000 kr. per voksen over 18 år i husstanden.
Fakta: Disse tre kategorier dækker boligjobordningen ved at du får et skattefradrag på udgiften:
- Rengøring og børnepasning. Blandt andet transport af børn, vinduespudsning og havearbejde
- Udvendig reparation og vedligeholdelse. Blandt andet: solceller, isolering, radonsikring og handicapvenlige tiltag.
- Indvendige tiltag. Blandt andet udskiftning eller reparation af varmeanlæg, fornyelse af køkken og gul eller malerarbejde.
Kilde: http://www.bolig-job-ordning.dk/index.php/bolig-job-ordningen
/ritzau/FOKUS