Så meget er priserne på Øresundsbroen steget
En rabatordning kan godt betale sig, hvis du skal et smut til Sverige. Se her hvor dyr en kontantbillet over Øresundsbroen er blevet.
Øresundsbroen er blevet dyrere at passere med kontantbilleter.
Øresundsbroen er blevet dyrere at passere med kontantbilleter. Foto: Colourbox/free


Det er i denne uge 15 år siden, at den første dansker betalte 230 kroner for at passere de knap 7,8 kilometer bro, der i dag forbinder Sjælland med Skåne.

I dag koster en enkeltbillet i bil over Øresundsbroen i sommermånederne 375 kroner, hvilket er et godt stykke over de 230 kroner, man betalte ved indvielsen.

Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er blevet dyrere at køre over sundet i bil, forklarer trafikforsker ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Jeppe Rich.

- Det skyldes, at prisindekset i perioden er steget med 32 procent, og at danskerne i mellemtiden har lært at sige "BroPas", som er den svenske bros pendant til Storebæltsbroens rabatchip Brobizz.

Bilister med en chip suget fast på forruden har siden 2005 fået rabat, når de passerer Øresund.

- Det vil altså sige, at startprisen på 230 kroner i år 2000 i virkeligheden svarer til 300 kroner i 2015-priser, og medregner man den øgede anvendelse af BroPas, er den gennemsnitlige pris per passager således ikke steget i det omfang, som tallene ellers kunne give udtryk for, siger Jeppe Rich.

Det afhænger af, hvilke rabatordninger der var gældende før 2005, forklarer han.

Ser man helt bort fra rabatordningerne, er prisen for en kontant enkeltbillet således steget fra 300 kroner i 2000 til de nuværende 375 kroner.

De 375 gælder dog kun i sommermånederne, mens man resten af året slipper med 345 kroner.

Øresundsbroen oplyser i en mail til Ritzau Fokus, at bilisterne også før 2005 havde diverse rabat-typer at vælge imellem uden dog at nævne hvilke.

Ifølge Karsten Längerich, som er Head of Consumers Market hos Øresundsbroen, var den gennemsnitlige pris for at passere broen, når man medregner rabatordningerne, 174 kroner i 2001, som var det første hele år med trafik på broen.

- I 2014 var prisen 189 kroner, men har været nede på 145 kroner i 2007, hvor broen havde mange pendlere, siger han.

- Det er dog vigtigt at påpege, at udviklingen har været uensartet for de kontantbetalende kunder og kunder med rabataftale. Kontantpriserne er steget en del, men rabatterne er også blevet markant større, mere udbredt og muligheden for at udnytte dem er forenklet, skriver Karsten Längerich i en mail.

Fakta:

Et årsabonnement på BroPas koster i dag 285 kroner. Med en BroPas installeret koster det 158 kroner for privatbilister at tage turen til Sverige.

Pendlere betaler en lavere pris med aftalen Øresundspendleren, mens bilister, der tager ud og hjem samme dag og vælger de såkaldte smutturs- og weekendrabatter, betaler 100 kroner hver vej.

Det kræver dog, at de har BroPas, og tilbuddet gælder ikke i sommermånederne og kun aften og weekend.

Øresundsbroen vurderer, at cirka 20 procent af de bropasserende betaler kontantprisen, mens langt størstedelen, 80 procent, opnår rabat, når de krydser forbindelsen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.