Så mange sygedage koster en skilsmisse
Selv flere år efter bruddet har fraskilte et højere sygefravær, viser ny analyse.
Nogle kan være flere år om at komme sig oven på en skilsmisse, og det kan aflæses i sygefraværsstatitsikkerne. Arkivfoto.
Nogle kan være flere år om at komme sig oven på en skilsmisse, og det kan aflæses i sygefraværsstatitsikkerne. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Nyskilte har markant flere sygedage end deres ikke-skilte kolleger. Det er måske ikke så mærkeligt. Mere overraskende er det, at fraskilte selv flere år efter bruddet har et højere sygefravær, skriver metroxpress.

Mens personer, der blev skilt i 2009 og 2010, havde henholdsvis 9,3 og 10,0 sygedage i 2012, var antallet af sygedage 7,7 for personer, der ikke var blevet skilt i perioden 2009-2012.

Det viser en analyse, som KL's nyhedsbrev Momentum har foretaget.

- Det er en stor krise at blive skilt. For nogle tager det flere år at komme over. Nogle får en depression, og så er der alt det praktiske. Som enlig forælder kan der måske også ryge en ekstra sygedag på, fordi man ikke kan få enderne til at mødes, siger Ann-Kristina Løkke Møller, som forsker i sygefravær på Økonomisk Institut ved Aarhus Universitet.

Hun tilføjer, at ledelsen bør tage en samtale med fraskilte medarbejdere, hvis sygefraværet fortsætter med at være højt.

- Ofte vil sygefraværet kunne reduceres ved at tilrettelægge arbejdet anderledes. Det kan være mulighed for at møde lidt senere nogle gange om ugen eller en hjemmearbejdsdag, siger hun til metroxpress.

Et andet bemærkelsesværdigt fund i analysen er, at en skilsmisse giver 6,8 sygedage blandt kommunalt ansatte i skilsmisseåret, men kun 2,4 sygedage blandt privatansatte. Michael Ziegler, formand for KL"s Løn- og Personaleudvalg, siger:

- De kommunale ledere skal være opmærksomme på det. Men det er en hårfin balance. På den ene side skal vi være med til at forbygge sygemeldinger. På den anden skal vi ikke blande os i folks privatliv, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.