Så mange ledere er sparet væk
Efter besparelser på leder- og chefniveau kan der blive længere fra medarbejder til chefer, advarer ekspert.
Hver 10. chef i kommunerne er blevet sparet væk.
Hver 10. chef i kommunerne er blevet sparet væk. Foto: Colourbox/free


Der er blevet langt færre ledere og chefer i kommunerne siden 2009. Det viser en opgørelse, som Kommunernes Landsforening (KL) har lavet.

Opgørelsen viser, at der de sidste fem år er blevet sparet, hvad der svarer til 298 fuldtidsstillinger på chefniveau - svarende til hver tiende chef - og 6077 fuldtidsstillinger på lederniveau - svarende til hver femte leder.

Formanden for KL, Martin Damm, tilskriver kommunalreformen æren for mange af effektiviseringerne.

- Der, hvor jeg selv kommer fra, var vi fem kommuner og derfor fem kommunaldirektører. Efter kommunalreformen skulle vi kun bruge én, siger han.

- Den besparelse blev ikke løftet alle steder med det samme. Det er der en række kommuner, der har været i gang med nu.

Ifølge professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh kan det være farligt, hvis man blindt sparer lederne væk.

- Der hvor man skal være lidt bekymret, det er, når man kommer ud i det sidste led. Hvor mange medarbejdere står der per leder? Nogle steder kan der stå 40 medarbejdere per leder, siger han.

- Hvis man forestiller sig en leder-dag, hvor der også er møder med andre ledere, hvor meget ser lederen så sine medarbejdere?

Det betyder, at de enkelte medarbejdere ude i børnehaverne, skolerne, plejehjemmene og andre steder i den kommunale service får sværere ved at vende svære beslutninger med deres ledere.

- Hvis du som chef har for mange medarbejdere, så kan du kun administrere og holde medarbejderudviklingssamtaler. Så får man sværere ved at forholde dig til medarbejdernes udfordringer.

Per Nikolaj Bukh minder om, at de ledere, der er tætteste på de såkaldte "varme hænder", ofte er folk, der selv tidligere har været "varme hænder" og derfor har en stor faglig viden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.