I løbet af fem dage i påsken blev 35 bilister præsenteret for en sigtelse for spritkørsel i forbindelse med politiets målrettede kontroller rundt om i landet. Det oplyser Rigspolitiet.
Ud over de 35, som blev taget med for mange påskepromiller i blodet, blev yderligere fem personer sigtet for at køre bil, mens de var påvirket af medicin eller stoffer.
Rigspolitiet oplyser, at tallet alene omfatter de sigtelser, som er uddelt i forbindelse med de egentlige spritrazziaer. Ud over de 35 kan der være andre bilister, som er blevet sigtet for spritkørsel i forbindelse med den daglige politiforretning i landets 12 kredse.
Politiet har tradition for at gennemføre spritkontroller over hele landet i påsken, hvor mange danskere er til påskefrokost, hvor der både serveres guldøl og snaps.
- Spirituskørsel er en medvirkende årsag i cirka 20 procent af uheldene, hvor personer bliver dræbt eller kommer til skade i trafikken.
- Derfor sætter vi løbende ind med målrettede kontroller mod spritbilister, siger Frank Mathiesen, centerchef i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
I forbindelse med påskekontrollerne fik politiet også uddelt bødeforlæg for en række andre lovovertrædelser.
32 blev sigtet for at tale i mobiltelefon under kørslen, mens 83 blev taget i at køre uden sele.
Rigspolitiet oplyser, at 3200 køretøjer blev vinket ind til siden af ordensmagten i årets påskekontrol.
/ritzau/