Syv procent.
Så meget har en gruppe østarbejdere, der har arbejdet på et fynsk gods betalt i skat. Det skriver Fagbladet 3F.
Litauerne har været ansat i det danske firma Ent Flex, der har leveret arbejdskraft til lensgreve Frants Bernstorff-Gyldensteen på hans gods Gyldensteen på Nordfyn. De har arbejdet for 65 kroner i timen. I alt har de arbejdet 2.889 timer på godset gennem Ent Flex. De 13.209 kroner, som de har betalt i dansk skat, svarer til 7,4 procent af deres bruttoløn.
3F mener, at skattefordelen betyder, at udlændige er villige til at underbyde danskere på lønnen.
- Vi har ikke noget imod, at udlændinge arbejder i Danmark, men det skal foregå på danske, overenskomstmæssige vilkår. Danskere skal ikke miste deres arbejde, fordi arbejdsgivere kan få udlændinge med skattefordele til at arbejde for det halve i løn. Vi har en del medlemmer, der er bange for, at der ikke længere er arbejde til dem til en løn, som man kan leve anstændigt for i Danmark, siger formand for Den Grønne Gruppe i 3F Vagn Henriksen.
Lensgreve Frants Bernstorff-Gyldensteen har tidligere været borgmester i Bogense Kommune for Det Konservative Folkeparti. Hans virksomhed er medlem af en arbejdsgiverorganisation, og derfor skal hans egne ansatte have løn efter overenskomsten på 130 kroner i timen.
Men Ent Flex, der leverer arbejdskraft til lensgreven, har ingen overenskomst.