Så længe sidder toiletbakterierne på din hånd
Hvis man ikke vasker hænder efter toiletbesøg, er der ingen udløbsdato på bakterierne, som vi deler med omgivelserne, forklarer ekspert.
Bakterier stortrives i varme og fugtige miljøer. Derfor formerer bakterier fra toilettet sig lystigt, hvis du får dem på hænderne.
Bakterier stortrives i varme og fugtige miljøer. Derfor formerer bakterier fra toilettet sig lystigt, hvis du får dem på hænderne. Foto: colourbox/free


Vi hører det igen og igen.

Hænderne skal vaskes efter hvert eneste toiletbesøg. Men det er fortsat ikke alle danskere, der tager sig tid til at gøre det.

Ifølge en undersøgelse, som Wilke har lavet for Newspaq, kan knap 19 procent af danskerne finde på at springe håndvasken over.

Tallene overrasker ikke Else Guldager, der er sundhedsplejerske og har en ph.d. i sundhedsvidenskab.

- Der findes ikke en situation, hvor det ikke er nødvendigt at vaske hænder efter et toiletbesøg. Andre har jo også været derude, og når man rører ved bræt, vask eller håndtag, så slæber man også deres bakterier med ud, siger hun til Newspaq.

Hun forklarer også, at man ikke løber tør for bakterier på hænderne. Sidder bakterierne først på hænderne, så spreder man dem på alt, man rører, indtil hænderne bliver vasket.

- Bakterierne lever godt i varme og fugtige miljøer, og hænder er dejligt varme og bliver ofte fugtige, så baktierne har gode vilkår til at formere sig, siger Else Guldager.

På Statens Serum Institut arbejder Enheden for Infektionshygiejne på at forbedre håndhygiejnen - især i institutioner, men samme regler gælder i de private hjem.

- Listen over, hvornår man bør vaske hænder, er lang. Vigtigst er efter et toiletbesøg men for at undgå smitte af forskellige sygdomme, bør man også vaske hænder, når man har rørt råt kød, pudset næse, nyst eller hjulpet sit barn med enten bleskift eller en pudset næse, fortæller overlæge og speciallæge i klinisk mikrobiologi, Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Hun fortæller også, at der er ét vigtigt tidspunkt at vaske hænder på, som en del danskere glemmer eller måske slet ikke ved.

- Man bør også vaske hænder, inden man spiser. Vi får alt muligt på hænderne i løbet af dagen, og når vi rører ved vores mad, kommer det med ind i munden. Vi siger, at man spiser sig til diarré, for alle diarré-sygdomme kommer ind i kroppen via munden, slår Elsebeth Tvenstrup Jensen fast.

Især i børneinstitutioner kan Else Guldager se, hvis der er dårlige vaner med hygiejne og håndvask derhjemme. Hun møder jævnligt børn, der ikke vasker hænder efter toiletbesøg.

- Og det skyldes jo, at forældrenes vaner afspejler sig i børnene. Samtidig har det vist sig, at hvis børneinstitutioner er grundige med hygiejnen, så kan de undgå hver 10. infektion, og det er altså meget sygdom sparet, når småbørn er syge mellem 25 og 30 dage om året, forklarer Else Guldager.

En del arbejdspladser og institutioner har i de senere år indført håndsprit ved indgang til køkken for at forbedre hygiejnen. Men Statens Seruminstitut fraråder at indføre håndsprit på toiletterne, for det er ikke et alternativ til håndvasken.

Både Else Guldager og Elsebeth Tvenstrup Jensen slår fast, at håndsprit ikke kan erstatte en håndvask, men at det stadig er en god idé at have en lille flaske håndsprit med på farten, festivalen eller stranden om sommeren.

Fakta:

Det skal du huske, når du vasker hænder:

- Husk at vaske hele hånden. De fleste glemmer tommelfingeren og bagsiden af hånden.

- Undgå at røre ved vandhane, håndvask eller dørhåndtaget, når du har vasket hænder. Brug et stykke papir til at slukke for vandet og åbne døren.

- Vask hænder efter toiletbesøg, inden du spiser, mellem håndtering af råvarer og efter du har haft berøring med snot eller skiftet ble på dit barn.

- Sørg for at tørre hænderne helt efter håndvask. Bakterier foretrækker varme, fugtige miljøer.

Kilde: Statens Serum Institut.


Det spurgte vi om:

Hvor ofte vasker du hænder efter et toiletbesøg?

Altid: 81,2 procent

Ofte: 17,8 procent

Nogle gange: 4,3 procent

Sjældent: 0,2 procent

Aldrig: 0,2 procent

I alt har 1011 personer deltaget i målingen foretaget af Wilke for Newspaq.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.