Så er der arbejde: Novo-milliarder giver 100 nye job i Danmark
Over de næste fem år vil Novo Nordisk investere to milliarder dollar for at øge produktionen af medicin.
Novo Nordisk vil over fem år investere 13 milliarder kroner i Danmark og USA. Det ventes at give 100 nye arbejdspladser i Danmark. Arkivfoto.
Novo Nordisk vil over fem år investere 13 milliarder kroner i Danmark og USA. Det ventes at give 100 nye arbejdspladser i Danmark. Arkivfoto. Foto: Per Fledelius/free


En stigende efterspørgsel på diabetesmedicin får nu Novo Nordisk til at foretage store investeringer.

Selskabet vil i løbet af de næste fem år investere to milliarder dollar - eller cirka 13 milliarder kroner - i to nye fabrikker, der skal beskæftige omkring 800 nye medarbejdere.

Det oplyser selskabet onsdag i en pressemeddelelse.

Fabrikkerne skal placeres i to så forskellige steder som North Carolina i USA og Måløv i Danmark.

I Måløv betyder det, at der kommer 100 nye job, der går ud på at fremstille og pakke piller med diabetesprodukter.

I Clayton i North Carolina har Novo Nordisk i forvejen en fabrik, hvor der blandt andet fremstilles de aktive stoffer i virksomhedens diabetesmedicin, der går under betegnelsen API.

Med den nye fabrik bliver antallet af ansatte i området fordoblet fra 700 til 1400, og begge fabrikker skal fremover producere API til Novo Nordisks nuværende og fremtidige insulinprodukter.

- Vi besluttede at placere den nye API-fabrik i USA af strategiske årsager.

- USA er langt det største marked for os, og der er mange logistiske og økonomiske fordele ved at have en større del af produktionen i vores primære marked, siger Henrik Wulff, koncerndirektør med ansvar for Novo Nordisks globale produktion, i en pressemeddelelse.

Den endelige projekt- og investeringsplan for de nye fabrikker vil blive præsenteret til godkendelse i Novo Nordisks bestyrelse i 2016. Fabrikkerne forventes at være i drift i 2020.

Planerne om de nye fabrikker er annonceret onsdag, hvor Novo Nordisk samtidig har meddelt, at selskabet snart starter en tredje studiefase af tabletproduktet Semaglutid, der er et vigtigt fremtidigt produkt.

Novo Nordisks nye fase 3a studie med oralt Semaglutid får navnet Pioneer og vil omfatte i alt syv studier med 8000 deltagere med type 2-diabetes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.