Så er den gal igen: Biler på Nørrebro og Amager stukket i brand
Tirsdag aften blev en personbil på Amager sat i brand. Senere på natten var den gal på Nørrebro i København.
Bilbrande har i flere uger hærget Storkøbenhavn.
Bilbrande har i flere uger hærget Storkøbenhavn. Foto: Tt News Agency/Reuters


Rækken af bilbrande i København og omegn fortsætter.

Først gik det ud over en personbil på Hjulmagerstien på Amager omkring klokken 22.30 tirsdag. Fire timer senere - klokken 2.23 - stod en bil på Prinsesse Charlottes Gade på Nørrebro i flammer.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Carsten Reenberg tidligt onsdag morgen.

- Begge biler er helt ødelagte. Og vi efterforsker brandene som påsatte, siger han.

I weekenden blev en varebil ligeledes antændt i nærheden af Hjulmagerstien på Amager - nemlig på Lygtemagerstien. Det er med til at styrke politiets formodning om, at brandene er påsatte.

Det skal tekniske undersøgelser nu fastslå.

I løbet af de seneste uger er et stort antal biler blevet stukket i brand i forskellige dele af København. Også på den københavnske vestegn har brandvæsnet været på overarbejde.

Tilsyneladende er nogle personer i Danmark blevet inspireret af et stort antal brændende køretøjer i flere svenske byer hen over sommeren, har dansk politi tidligere forklaret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.