Så du dokumentaren om Zandra fra Tøndersagen? Sådan har hun det i dag
Der gik et gys gennem tusindvis af tv-seere, da Zandra Berthelsen fra Tøndersagen i går aftes stod frem på TV 2 og fortalte sin forfærdelige historie om en barndom med groft seksuelt misbrug.
Det var svært ikke at knibe en tåre, da Zandra Berthelsen fortalte om grusomhederne i hendes barndomshjem.
Det var svært ikke at knibe en tåre, da Zandra Berthelsen fortalte om grusomhederne i hendes barndomshjem. Foto: TV 2


Der gik et gys gennem tusindvis af tv-seere, da Zandra Berthelsen fra Tøndersagen i går aftes stod frem på TV 2 og fortalte sin forfærdelige historie om en barndom med groft seksuelt misbrug.

I den gribende dokumentar, hvoraf gårsdagens udsendelse var første del af to, fortalte den i dag 22-årige Zandra Bethelsen imponerende fattet og reflekteret, hvordan hendes far lod fremmede mænd voldtage hende, mens moren stiltiende accepterede overgrebene.

Tv-seerne kunne også blandt andet se Zandra Berthelsen kæmpe sig igennem det ekstremt hårde Nordic Race-løb på Amager som en del af hendes kamp for at finde fodfæste i tilværelsen.  

I forbindelse med dokumentaren bringer tv2.dk en artikel, hvor Sandra Berthelsen fortæller hvordan hun har det i dag.    

Konverteret til Islam

Blandt andet fortæller hun i interviewet, at hun for lidt over et år siden konverterede til Islam, og at hun i den seneste tid er blevet overbevist om, at det er den rigtige vej for hende.

- Med det liv jeg har levet, har jeg brug for et liv med struktur. Og det får jeg gennem islam. Her får jeg også noget at leve op til og noget at leve efter. Det hjælper mig på rigtig mange måder, og det styrker min identitet. Jeg føler mig mere sikker på mig selv, siger Zandra Berthelsen til tv2.dk.

I en alder af 11 år blev Zandra Bethelsen i 2005 tvangsfjernet fra sine forældre sammen med sin søster. Hendes ungdom har været præget af angstanfald og selvskadende adfærd og i 2015 udviklede hun et stofmisbrug.

Men i dag er det lang tid siden, hun har rørt stofferne, siger hun til tv2.dk.       

Drømmer stadig om uddannelse 

Gårsdagens dokumentar fokuserede også på Zandras forsøg på at gennemføre en HF. Hun begyndte på andet år i august, men overvejer nu at tage selvstudie, fordi hun ikke har det så godt i klassen, siger hun til tv2.dk.   

- Jeg håber da stadig, det lykkes. Men hvis jeg ikke kan klare at gøre det færdigt på én gang, så er det også okay. Hellere små skridt i den rigtige retning, end at hele læsset vælter på én gang, fordi jeg presser mig selv for hårdt.

Se videoklip, hvor Zandra Berthelsen blandt andet fortæller om sit forhold til religion, her.       

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.