Virksomheder med hang til dårlige arbejdsvilkår, lave lønninger og sløset sikkerhed kan se frem til hårdere straf, hvis Socialdemokraterne genvinder magten. Det siger justitsminister Mette Frederiksen (S).
Hun præsenterer torsdag formiddag social dumping-udspillet 'Dansk løn for dansk arbejde' sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Det rummer blandt andet højere straf og større bøder til brodne kar på arbejdsmarkedet, skriver Politiken torsdag.
"Vi er udfordret af, at der både på lønmodtagerside og virksomhedssiden kommer folk udefra, som underminerer det velorganiserede danske arbejdsmarked ved at acceptere meget lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår. Det skal stoppes", siger Mette Frederiksen til Politiken.
Regeringen har de senere år allerede hævet bøderne for en række forseelser på områder, blandt andet for ulovlig cabotagekørsel og brug af illegal arbejdskraft. Efter valget skal hele bådeområdet analyseres, inden nye skal vedtages. Mette Frederiksen vil endnu ikke sætte præcist beløb på, hvor meget bøderne skal hæves.
"Vi har ikke nogen øvre kant på det. Det afgørende er, at det virker, så det skal have en præventiv effekt, så færre arbejdsgivere går den vej. Det skal gerne være med til at regulere et område, der ellers ikke er reguleret nok", siger hun til Politiken.
Foruden sanktioner vil Socialdemokraterne lave en ny, samlet social dumping-lov, oprettet et nationalt videnscenter og øge samarbejdet med de østeuropæiske lande om et forpligtende myndighedssamarbejde. Men Socialdemokraterne er ved at gå for vidt med sine tiltag, mener direktør Pernille Knudsen fra Dansk Arbejdsgiverforening. Det kan "hæmme væksten".
"Vi oplever, at nogle politikere og dele af fagbevægelsen flirter med at opstille protektionistiske regler, som hegner Danmark ind. Hvis man laver lov mod social dumping, risikerer vi at forfølge udlændinge på et usagligt grundlag, og det kan ramme den arbejdskraft, vi har brug for, og de virksomheder, som vil virke i landet", siger Pernille Knudsen til Politiken.
Venstres tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen finder udspillet "bekymrende".
"Hvis der er ulovligheder, skal der selvfølgelig falde bøder. Det siger sig selv. Men det virker som om, at rød bloks partier har mistet troen på den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler og løser konflikter. Det, synes jeg, er en falliterklæring", siger Claus Hjort til Politiken.