S: Venstres asyl-kritik er useriøs
Regeringens lovforslag til en strammere asylpolitik er en reel stramning, selvom den kun rammer en tredjedel.
Socialdemokratiets politiske ordfører Ole Hækkerup afviser kritikken fra Venstre.
Socialdemokratiets politiske ordfører Ole Hækkerup afviser kritikken fra Venstre. Foto: Polfoto/POLFOTO


Venstre har ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om regeringens nye lovforslag om asylstramninger er en reel stramning.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes politiske ordfører Ole Hækkerup.

- Med det forslag som regeringen har fremsat, så vil reglerne for at få asyl i Danmark være strammere end, da Inger Støjberg (V) selv var integrationsminister, siger han.

Lovforslaget, som justitsminister Mette Frederiksen (S) sendte til høring fredag, betyder, at en asylansøger kan få midlertidigt ophold i først ét og siden to år ad gangen. Derudover kan vedkommende ikke blive sammenført med sin familie det første år.

Stramningerne rammer kun asylsøgere, som ikke er individuelt forfulgt. Ifølge regeringens tal er det en tredjedel af de syriske asylansøgere, der kom til Danmark i 2013. Resten anerkendes om individuelt forfulgt.

- En tredjedel er stadig en stor del. Man er nødt til at føre asylpolitik efter de aktuelle forhold, og efter hvad Danmark kan klare, og det gør vi med de nye regler, siger Ole Hækkerup og fortsætter:

- Det er enhver regerings opgave at holde øje med, hvordan situationen udvikler sig og finde ud af, hvordan kan man få det til at fungere. Det har vi reelt gjort her.

Ole Hækkerup efterlyser desuden en udmelding fra Venstre, om hvorvidt de vil stemme for forslaget.

- Det utrolige er, at vi ikke kan finde ud af, hvad Venstre vil stemme. De vil ikke ud med det, og man kan forestille sig, at det er fordi, de vil blive nødt til at indrømme, at regeringen rent faktisk strammer reglerne, siger han.

Regeringen forventer, at der kommer 20.000 asylansøgere i år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.