Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslår under en præsentation af partiets nye udlændingeudspil, at der skal sættes hårdere ind for at få sendt afviste asylansøgere hjem.
- Vi ønsker at undersøge muligheden for at bruge udviklingsbistand til hjemsendelse af afviste asylansøgere, siger Helle Thorning-Schmidt.
Dermed åbner Socialdemokraterne nu for alvor for at bruge bistandsmidlerne på andet end at hjælpe fattige rundt omkring i verden.
I forvejen har regeringen fastslået, at udgifterne til det stigende antal asylansøgere skal betales af udviklingsbistanden.
De seneste dages valgkamp har især drejet sig om tilstrømningen af asylansøgere, der sidste år steg voldsomt fra omkring 7500 i 2013 til næsten 15.000 i 2014.
Det fik Venstre til at fremlægge et udspil, der lægger op til at forringe vilkårene - eller i hvert fald ydelserne - til flygtninge, hvilket skulle være medvirkende til at bremse op for tilstrømningen af flygtninge, der i løbet af årets første fire måneder har passeret 2000 personer.
Regeringen har i forvejen strammet reglerne for retten til familiesammenføring - en stramning, der blev stemt igennem Folketinget i februar.
Stramningen går ud på, at man skal vente i et år før, man som flygtning kan få sin familie til landet.
Stramningen har indtil videre omfattet mindre end 130 personer, og det har fået den borgerlige opposition til at beskylde regeringen for ikke at gøre tilstrækkeligt for at begrænse antallet af asylansøgere.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt kaldte onsdag stramningen for "effektiv", men hun udelukkede ikke, at der kunne komme yderligere stramninger på området.
/ritzau/