S-strammerkurs på udlændingeområdet udløser intern uro
En række folketingsmedlemmer har advaret den socialdemokratiske top om ikke at sælge ud i udlændingepolitikken
Dan Jørgensen (S) er ikke overrasket over, at flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer har reageret på partiets strammere kurs på udlændingeområdet. Arkivfoto
Dan Jørgensen (S) er ikke overrasket over, at flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer har reageret på partiets strammere kurs på udlændingeområdet. Arkivfoto Foto: GORM BRANDERUP/POLFOTO


Da den socialdemokratiske top tidligere på ugen var villig til at sluge en lavere integrationsydelse mod at få en række andre krav såsom gratis fritidsaktiviteter til børn, tøj og skoletasker med i en aftale på udlændingeområdet, skabte det uro på de interne linjer.

Det skriver Jyllands-Posten.

Uroen opstod, da udlændingeordfører Dan Jørgensen (S) i en mail orienterede folketingsgruppen om, at Socialdemokraterne ville skifte kurs og acceptere regeringens lavere ydelse til udlændinge, som partiet ellers har tordnet mod i årevis.

Mailen fik flere gruppemedlemmer til at advare om, at prisen for en aftale ville være alt for høj. De frygtede også, at et grønt lys til integrationsydelsen ville medføre kritik fra baglandet.

I et ifølge Jyllands-Posten kollegialt og kammeratligt sprog hejste flere et advarselsflag, som ellers har været sjældent set i de seneste års interne debat om, hvor Socialdemokraterne skal lægge linjen i en udlændingepolitik, der historisk har skabt fløje i det gamle parti.

Mailadvarslerne kom fra S-medlemmerne Orla Hav, Mette Gjerskov, Yildiz Akdogan og nyvalgte Daniel Toft Jakobsen. De mindede om, at man skulle passe på ikke at sælge ud af sit hjerteblod, og at en bred aftale med regeringen ikke skulle indgås for enhver pris.

Ifølge Dan Jørgensen er det ikke mærkeligt, at manøvren skabte debat i folketingsgruppen.

- Det ville være underligt, hvis der ikke var debat, men jeg mener alligevel, at vores linje har bred opbakning i gruppen, siger han til Jyllands-Posten.

Regeringen afviste tirsdag aften de socialdemokratiske krav, og partiet er derfor kke længere med i forhandlingerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.