S støtter undersøgelse efter terrorangreb
Det skal undersøges, om myndigheder begik fejl, efter advarsler om radikale tanker hos formodet gerningsmand.
Det skal undersøges, om myndigheder begik fejl, efter advarsler om radikale tanker hos formodet gerningsmand.
Det skal undersøges, om myndigheder begik fejl, efter advarsler om radikale tanker hos formodet gerningsmand. Foto: Michael Probst/AP


Hvorfor gjorde PET ikke mere for at overvåge den formodede gerningsmand, når Kriminalforsorgen havde advaret om, at han udtrykte radikale tanker?

Det bliver formentlig et af de centrale spørgsmål i den undersøgelse af forløbet op til terrorangrebet i weekenden, som både de borgerlige partier og regeringen nu stiller sig bag.

Socialdemokraterne retsordfører, Trine Bramsen, er enig med de borgerlige partier i, at myndighedernes rolle i terrorsagen skal undersøges til bunds.

- Vi er fuldstændig enig i, at alle sten i denne sag skal vendes. Vi skal have alle fakta på bordet, og så skal forløbet gennemgås med henblik på, om noget kan gøres bedre.

- Så der er ingen uenigheder i, at selvfølgelig skal det her forløb kulegraves til mindste deltalje, siger Trine Bramsen.

Hun mener dog, at det er for tidligt allerede nu at udtrykke kritik af eksempelvis PET's ageren i sagen.

Udmeldingen kommer, efter at det mandag kom frem, at Kriminalforsorgen advarede PET om, at der var tegn på, at den formodede gerningsmand, Omar Abdel Hamid El-Hussein, var blevet radikaliseret under sit fængselsophold.

- Vi skal afvente politiets efterforskning, før vi begynder at tage stilling til, hvad man kunne gøre anderledes. At man registrerer radikaliserede typer i fængslet viser, at man har opmærksomheden rettet mod det. Det værktøj har en effekt.

- Men hvad der videre er sket i forløbet, der skylder vi at afvente politiets efterforskning og detaljerne om hændelsesforløbet. Derefter skal vi selvfølgelig se, om der er nogle steder, hvor vi kan gøre det bedre, siger Trine Bramsen.

Ifølge Trine Bramsen er det for tidligt at tale om uvildige undersøgelser af forløbet. Derfor er det i første omgang op til myndighederne selv at gennemgå deres rolle.

- Jeg synes, vi skylder politiet, at de færdiggør deres efterforskningsarbejde, før vi politisk diskuterer, om der skal sættes ind, siger Trine Bramsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.