DF-formand Kristian Thulesen Dahl tror ikke på en blå 2025-aftale og sigter i stedet mod en bred aftale mellem Venstre-regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Hos Socialdemokraterne tager politisk ordfører Nicolai Wammen imod den fremstrakte hånd fra regeringens største støtteparti:
- Det er meget positivt, at Kristian Thulesen Dahl gør det klart, at han ikke ser en blå aftale om en 2025-plan, og at han opfordrer Lars Løkke Rasmussen til et samarbejde, hvor Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti er grundstammen, siger han.
Kristian Thulesen Dahl finder det mere og mere sandsynligt, at forhandlingerne i blå blok bryder sammen som følge af Liberal Alliances ultimatum om at få sænket topskatten med fem procentpoint. Et krav, der er meget svært spiseligt for Dansk Folkeparti.
I stedet sigter DF-formanden mod en aftale mellem Folketingets tre største partier, der tilsammen mønstrer et solidt flertal på 117 mandater.
Der er dog flere uoverensstemmelser, der skal løses, før en aftale mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kan blive en realitet, påpeger Nicolai Wammen:
- Først og fremmest er der den forhindring, at Lars Løkke Rasmussen insisterer på at lave topskattelettelser, og at det skal betales ved, at mennesker, der aldrig kommer i nærheden af at få topskattelettelser, skal være et halvt år længere på arbejdsmarkedet.
- Desuden skal de studerende skæres kraftigt i deres SU, så de bliver nødt til at gældsætte sig, mens de tager deres uddannelse. Det, synes vi helt grundlæggende, er forkert, og det kommer vi ikke til at medvirke til, siger ordføreren.
Skulle det ende med en aftale mellem de tre store partier uden topskattelettelser, truer Liberal Alliance med at stille et mistillidsvotum til Venstre-regeringen. I det tilfælde vil Socialdemokraterne ikke skåne regeringen.
- Hvis der ikke længere er opbakning til statsministeren blandt de partier, der har peget på ham, og hvis Liberal Alliance i den forbindelse vil stemme for et mistillidsvotum, så vil Socialdemokratiet stemme for det, understreger Nicolai Wammen.
/ritzau/