S: River rafting i skoven lyder voldsomt
Socialdemokratiets miljøordfører er villig til at forhandle med regeringen om en revision af skovloven.
Regeringen vil tillade nybyggerier af et begrænset antal skovbørnehaver i eksisterende fredskov, ligesom den også vil give grønt lys for opførelsen af vindmøller i bestemte skovområder.
Regeringen vil tillade nybyggerier af et begrænset antal skovbørnehaver i eksisterende fredskov, ligesom den også vil give grønt lys for opførelsen af vindmøller i bestemte skovområder. Foto: Linda Kastrup/Scanpix


Regeringen med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen forsøger at samle flertal om en revision af skovloven.

Den skal gøre det muligt ikke blot at opføre vindmøller i mennesketomme plantageområder, men også tillade byggeri af eksempelvis skovbørnehaver eller friluftsaktiviteter som river rafting på steder, hvor det i dag er forbudt.

Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen (S), møder gerne op til forhandlinger med regeringen, men er på forhånd skeptisk.

- Vi mener, at man i højere grad skal udvikle skovene end at afvikle dem.

- Derfor er det glimrende at lave tiltag, som betyder, at flere bruger vores skov, men man skal gøre det med respekt for skovens naturkvaliteter.

- Jeg synes, at det lyder voldsomt, når Esben Lunde Larsen foreslår river rafting i en fredskov. Det hører hjemme på en flod, siger Christian Rabjerg Madsen.

Han er grundlæggende forsigtig med at pille for meget ved den eksisterende skov, som både mennesker og dyr sætter pris på.

Og han mener ikke, at det nytter at kompensere for inddragelse af skovarealer ved at plante ny skov i samme omfang.

- Man skal jo huske, at der går 50 år, før skoven har vokset sig stor og har de samme naturmæssige kvaliteter.

- Der er også fortsat masser af dyrearter i Danmark, som har det vanskeligt, og derfor mener jeg endnu ikke, at vi har skov nok i Danmark, siger han.

Forslaget møder også modstand fra Danmarks Naturfredningsforening, mens Dansk Folkeparti ifølge Jyllands-Posten er positiv over for en ændring af reglerne for den danske fredskov.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.