S-profil til Thorning: Boykot Ryanair
Flere fremtrædende socialdemokrater opfordrer statsministeren til at boykotte flyselskabet Ryanair.
København og Albertslund kommuner har besluttet at boykotte Ryanair, da de ikke vil tegne overenskomst. Nu opfordres statsministeren til at gøre det samme.
København og Albertslund kommuner har besluttet at boykotte Ryanair, da de ikke vil tegne overenskomst. Nu opfordres statsministeren til at gøre det samme. Foto: Pressefoto Ryanair/free


En række socialdemokratiske folketingskandidater opfordrer nu ifølge Jyllands-Posten S-formand og statsminister Helle Thorning-Schmidt til at gå i Københavns Kommunes fodspor og lade staten afstå fra at købe flyrejser med lavprisselskabet Ryanair.

En af dem er den socialdemokratiske kandidat og debattør i Sundbyøster Peter Hummelgaard Thomsen.

- Konflikten med Ryanair er blevet til en værdikamp i stil med det, vi så udspille sig på Vejlegården for tre år siden.

- Der har vi også brug for politiske meldinger. Derfor opfordrer jeg alle socialdemokrater til at melde klart ud, ligesom Frank Jensen har gjort det i Københavns Kommune, siger han til Jyllands-Posten.

Anne Paulin, S-kandidat i Skive, er én af dem, der ligesom Peter Hummelgaard Thomsen mener, at sagen rækker langt ud over en enkelt afgørelse i Arbejdsretten.

- Jeg støtter, at vi fravælger Ryanair. For man må sætte barren for, hvilken samfundsudvikling man ønsker sig. Selvom man i længden skal løse det på EU-plan, så må vi vise lidt politisk handling i mellemtiden, siger hun til Jyllands-Posten.

Næste skridt er, at statsministeren tager stilling i konflikten og tager Frank Jensens parti, mener både Enhedslisten og flere socialdemokrater, som vil have staten til at boykotte Ryanair.

Krigen mellem Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), og luftfartsselskabet Ryanair er blusset yderligere op.

Det irske selskab meddelte tirsdag, at man har klaget til EU-Kommissionen, fordi Frank Jensen og hans kollega i Albertslund har forbudt de ansatte i de to kommuner at benytte Ryanair til tjenesterejser.

Årsagen til boykotten er, at Ryanair i forbindelse med etableringen af en base i København i år har nægtet at tegne overenskomst med danske fagforeninger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.