Med bogen ’Mod til at opdrage’ skrev den spanske populærfilosof Fernando Savater i 1990’erne en hyldest til lærerne om, at de er en af samfundets allervigtigste grupper.
Filosofien er, at et samfund skal måles på, hvordan lærerne behandles. Vores lærere er en af samfundets vigtigste ressourcer, fordi det er dem, der lærer vores børn at læse, skrive, tænke og regne.
Dem, der klæder de nye generationer på til fremtiden. Dem, der bygger fundamentet til fremtidens arbejdskraft og hele samfund. Fremtidens dygtige håndværkere, ingeniører, læger, forskere m.m. Og meget vigtigere end alt det: Fremtidens medborgere. Uden vores lærere og pædagoger var vores samfund ilde stedt.
Men 1990’erne og Fernando Savaters tankegang er åbenbar meget langt væk nu. De seneste år har jeg i hvert fald oplevet en kedelig tendens til, at vi glemmer at påskønne vores lærere og skolens øvrige medarbejdere.
I STEDET har der været givet udtryk for stor mistænkeliggørelse og misbilligelse. Vi taler lærerne ned i stedet for op. Holder de ikke lidt tidligt fri? Er fagligheden ikke for lav? Og så videre, og så videre. Det er en barsk omgang at være lærer på de vilkår.
Det er en situation journalist Rikke Tjørring fra Nordsjælland har sat fokus på i medierne i de seneste dage med debatindlæg, interviews og tv-optrædener.
”Det har rystet mig i min grundvold,” udtaler Rikke Tjørring efter ni måneders ansættelse i en nordsjællandsk folkeskole, der ellers ikke har ry for at være mere belastet end andre.
Rikke forstætter:
”Lærergerningen kan sammenlignes med at være eneansvarlig for en børnefødselsdag fem dage om ugen, op til otte timer dagligt og for 28 børn, som man ikke må fastholde med skattejagt og blindebuk, men i stedet brøkregning og staveøvelser. […] Danskerne forstår slet ikke, hvor vigtige lærerne er for samfundets beståen, og hvor krævende jobbet er,” slutter Rikke Tjørring.
Jeg tror, Rikke har helt ret. Det er meget mere krævende, end mange tror, at være lærer. Derfor skal vi også påskønne deres indsats noget mere. Min egen oplevelse er i øvrigt, at folkeskolens ansatte gør en fabelagtig indsats.
DEN ANDEN AFTEN var jeg til sommerfest på mine tre børns folkeskole i Aalborg. Skolen havde valgt at invitere os forældre sammen med vores børn til at feste, hygge og opleve ”smagsprøver” på alt, hvad børnene har lært igennem året.
Vi forældre var naturligvis inddraget i arbejdet. Nogle forældre bagte kager, andre organiserede mad mens andre igen hjalp til med borde og stole. Alt sammen organiseret og ledet af skolens ledelse, lærere, pædagoger og øvrige ansatte.
Jeg oplevede virkelig et fællesskab, der fungerer. Alle løftede i flok og var gode til at påskønne og rose de initiativer, der var blevet taget. Vi har tre børn på den samme folkeskole. En i 7., en i 5. og en i 0. klasse. Så der var noget at se til for os med aktiviteter på så mange klassetrin.
Alligevel nåede vi rundt på de forskellige klassetrin og så uddrag af, hvad eleverne arbejder med.
I VORES SØN Oskars 0. klasse har de arbejdet med eventyr, hørt om H.C. Andersen og andre eventyr, de har fået læst højt, tegnet eventyrmotiver såsom prinser, prinsesser og drager, og så har de selv produceret hver deres lille, fine og flotte gule bog med egne eventyr og tegninger til.
Til hver side og delhistorie havde eleverne tegnet en flot og relevant tegning. Vores søn læste stolt og engageret op, og når han blev i tvivl om, hvad han selv havde skrevet, hjalp hans egne tegninger og eventyrets logik ham på vej til at huske mere.
I et andet rum var der indrettet biograf. Her optrådte 0. klasserne med eventyr på film, de havde lavet i forvejen. De var klædt ud og en fortæller guidede os igennem små, fine eventyr med riddere, prinsesser og drager.
Alle vi forældre var pavestolte af vores børn, der legede sig igennem en fantastisk læring, hvor nye ord og genrer leges ind sammen med bogstaver, tegninger og udklædning.
MIDT I VIRVARET af ivrige og videbegærlige elever med krudt bagi stod rolige, overskudsagtige og kærlige lærere og pædagoger, der skabte orden og retning i virvaret.
I ugevis var det hele forberedt, usikre og nervøse elever trøstet og nu blev der brugt en hel aften i solskin på at være på skolen.
Min datter Liva skulle sammen med 5. klasserne optræde med deres danske version af Grease. Hun var forståeligt nok nervøs, indtil en engageret lærer kaldte eleverne sammen og gav en positiv og beroligende peptalk før tæppefald.
Den engagerede musiklærer sad allerede klar ved sit keyboard, hvor han også skulle styre mixerpulten og dirigerer sit band med 8-10 spændte elever på hhv. trommer, el-klaver, guitar, bas og sang.
Tæppet faldt og de kendte Grease-melodier hamrede igennem lokalet, så vi fik gåsehud og tårer i øjnene, da de begyndte at synge. De hurtige replikker føg mundtret og velartikuleret igennem luften, og eleverne kunne stort set det hele udenad og skulle det knibe, sad der en engageret lærer foran scenen som effektiv og medlevende sufflør.
GENNEM DEN timelange supergode underholdning, var vi vidner til et pædagogisk mesterværk. De generte drenge og piger fik danset og optrådt foran flere hundrede mennesker, adskillige børn sang solo og alle sang kor.
Lærerne havde det gyldne overblik. Alle var med og fik mange forskellige og udfordrende oplevelser. Vi forældre sad tilbage i salen med en overvældende fornemmelse af god og sjov underholdning og stor benovelse over alt det, vores børn har lært, men også over det kæmpe arbejde og det enestående overblik og engagement, de voksne på skolen lægger for dagen.
Eleverne lærer fantastisk meget igennem sådan en proces. De lærer at koordinere, spille sammen, lære tekster udenad, at forholde sig til sproget, til rytmerne, de lærer musik og sang og de lærer timing. Alene det at træde op foran et kæmpe publikum er en egenskab, vi er mange i min generation, der ønsker os at have lært, mens vi var børn.
VORES ÆLDSTE DATTER, Nikoline, havde sammen med de øvrige elever på 7. årgang organiseret en række boder, hvor der kunne købes kager og andet. Overskuddet fra deres købmandskab går til en studietur til Berlin, eleverne skal på i 8. klasse. Eleverne har lært at sætte mål, lægge budget og selv kæmpe for at samle penge sammen og løfte i flok.
Midt i skolefesten havde de afsluttede 9. klasseelever arrangeret flødebollekast, hvor skolelederen og viceskolelederen måtte stille op og lade et hav af flødeboller hagle ned over sig. De gjorde det med grin, overskud og godt humør, og for eleverne var det forløsende at bryde autoriteterne ned for en stund.
Og på sin vis signalerer en øvelse som flødebollekast mod ledelsen, hvor meget den danske folkeskole bygger på demokrati og ledelse i øjenhøjde. Vel er ledelsen autoriteter i hverdagen, men ikke mere end at de er med på sjov og spas. Alle er på den måde med i et givende og gensidigt fællesskab.
ER DER SÅ slet ikke problemer i folkeskolen? Er der slet ikke udfordringer med ringe faglighed, stærke elever, der forsvinder fra folkeskolen for at gå på privatskole, og problemer, der får lov at hobe sig op i en folkeskole, der må klare sig med færre ressourcer end i mange år?
Oplever vi slet ikke overraskende mange sygedage blandt lærerne og afholdelse af ferie på besynderlige tidspunkter? Jo, selvfølgelig er der store problemer og meget, der skal gøres bedre.
Jeg tror bare ikke på, at noget som helst løses ved at tale lærerne ned og fortælle, hvor dårligt alting er. Jeg tror på, at vi skal tale folkeskolens ledelse, lærere og pædagoger op. Fortælle om de mange succeshistorier og skabe begejstring og selvtillid.
Vi skal kort fortalt løfte folkeskolen i flok, og så skal vi som Fernando Savater hylde folkeskolens ansatte, som de hverdagens helte de er! Vi har alle et stort ansvar for folkeskolens fremtid. Her er et konkret sted at starte.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.