- Lønmodtagerne risikerer at få ringe lønninger og miste goder som feriepenge, pension og løn under sygdom. Det duer simpelthen ikke.
Den kraftige advarsel kommer fra Mattias Tesfaye, som i Folketinget er social dumping-ordfører for Socialdemokratiet.
Han kalder det undergravende og social dumping, at rengørings-virksomheder som Happy Helper og Cleady får folk til gøre rent til en betaling, som ligger markant under overenskomsten.
Folk, der arbejder via Happy Helper, får i gennemsnit 55 kroner mindre pr. time for at gøre rent sammenlignet med dem, som er på overenskomst. Den store forskel skyldes blandt andet, at rengøringsassistenter hos Happy Helper ikke får feriepenge, pension og løn under sygdom. Det viser en opgørelse foretaget af Avisen.dk.
Via Happy Helpers hjemmeside kan folk falbyde sig selv med et foto og en timepris for rengøring. Den måde at sælge sin arbejdskraft på kan få alvorlige følger på længere sigt, advarer Tesfaye og siger:
- Nogle vil sikkert kritisere os for at skyde gråspurve med kanoner. Men jeg mener, at vi skal være oppe på tæerne, for hvor stopper det her?
- Det, der rammer rengørings-assistenterne nu, kan gå hen og ramme murere, taxichauffører og mange andre fremover. Skal de også til hver især at gå ud og sælge deres arbejdskraft og dermed konkurrere løn og vilkår ned?
Gråzone
Happy Helper og Cleady er såkaldte deleøkonomiske virksomheder. De knytter kontakt mellem folk og firmaer, der vil have gjort rent, og dem, der vil gøre det. Den type virksomhed er en udfordring for politikerne, mener Mattias Tesfaye og forklarer:
- Hvis man arbejder for Happy Helper, er man så lønmodtager eller selvstændig? Ganske vist går du rundt med en Happy Helper T-shirt, og du får dine opgaver via Happy Helper, men du er ikke ansat.
- Det er vigtigt at få afklaret folks status hos Happy Helper og andre ligende firmaer. For hvis folk er at betragte som lønmodtagere, så kan fagbevægelsen stille krav om overenskomst, og lovgivningen pålægger arbejdsgiveren nogle krav om for eksempel feriepenge. Hvis folk derimod er selvstændige, så bliver det meget sværere at værne om løn- og arbejdsvilkår.
Han har ad flere omgange i Folketinget spurgt ind til, om folk hos Happy Helper skal ses som lønmodtagere eller selvstændige.
- Men Skatteministeriet og regeringen viger uden om at svare på det her vigtige spørgsmål. Det holder ikke, så vi må blive ved med at presse på, siger Mattias Tesfaye.
Som på havnen for 100 år siden
Mattias Tesfaye advarer mod, at man falder på halen for, at virksomheder som Happy Helper og Cleady bruger ny teknologi.
- Nogle mener, at det her med deleøkonomi og arbejdskraft er meget moderne. Men det er jo ikke anderledes, end det var for de daglejere, der for 100 år siden mødte op på havnen hver morgen i håb om at få en tjans. Vi må så gøre op med os selv i dag, om vi ønsker et arbejdsmarked fyldt med løsarbejdere, siger Mattias Tesfaye.
Her kan du læse, hvad de nye rengøringsfirmaer mener om kritikken af dårlig løn.