S-ordfører: Regeringen må afkræve svenskerne svar
Rasmus Prehn (S) mener, at regeringen bør kræve en mere rimelig fordeling af kontroludgifter på Øresund.
Socialdemokraternes Rasmus Prehn mener, at regeringen bør tage fat i den svenske regering for at modvirke urimelig konkurrenceforvridning på trafikken over Øresund.
Socialdemokraternes Rasmus Prehn mener, at regeringen bør tage fat i den svenske regering for at modvirke urimelig konkurrenceforvridning på trafikken over Øresund. Foto: Folketinget/free


Både DSB og HH Ferries står til stor ekstraregninger, efter at den svenske regering har krævet ekstra kontrol ved grænserne mellem Danmark og Sverige.

Det er ikke rimeligt, mener Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn.

Han så hellere en model for færge- og togtrafikken i lighed med den, som kommer til at foregå på Øresundsbroen, hvor de svenske myndigheder selv vil kontrollere alle biler, der skal ind i Sverige.

- Det er ikke rimeligt, at tog- og færgeselskaberne selv skal stå for kontrollen og stå med udgiften, når det ikke er tilfældet på broen.

- Derfor må regeringen også vågne op og tage kontakt til den svenske regering og finde en løsning, siger Rasmus Prehn.

Han mener, at kontrollen som udgangspunkt er en myndighedsopgave.

- Derfor må den svenske regering også melde ud, hvordan udgifterne skal dækkes.

- I det mindste må man lave en fordelingsnøgle, som er mere rimelig end den nuværende situation, siger han.

Trafikordføreren så gerne, at transportminister Hans Christian Schmidt (V) øjeblikkeligt tog fat i sin svenske kollega.

- I forhold til, at det blandt andet er DSB, der bliver pålagt disse udgifter, giver det måske mening, at det er transportministeren, der tager kontakt. Men det kunne også være udenrigsministeren. Det vigtigste er bare, at der sker noget, siger Rasmus Prehn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.