S om nye flygtningetal: Hjort må droppe skattelettelser
Regeringen regner med 100.000 flere flygtninge og familiesammenførte frem mod 2020 end hidtil ventet.


Den prognose for befolkningsudviklingen frem mod 2020, som regeringen hidtil har lænet sig op af, er efter alt at dømme blevet overhalet af virkeligheden eller nærmere bestemt tilstrømningen af flygtninge og familiesammenførte.

Det betyder helt konkret, at regeringen regner med, at der vil komme 100.000 flere ikke-vestlige indvandrere, end der var forudsat i den hidtidige prognose, som stammer fra maj sidste år.

Det fremgår af et svar fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Folketingets finansudvalg.

Og selvom finansministeren ikke skriver noget om, hvad konsekvenserne for samfundsøkonomien vil være, så mener Socialdemokraterne, at den nye prognose må sætte alle overvejelser om skattelettelser på pause.

- Det tyder på, at når man laver fremskrivninger er situationen langt mere alvorlig end regeringen har givet indtryk af, mener finansordfører Benny Engelbrecht (S).

- Derfor er vores klare opfordring også, at regeringen udskyder enhver tanke om skattelettelser på ubestemt tid.

Hjort gør det klart, at det er de mange flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste måneder, der er årsag til den ændrede prognose.

- Det afspejler alene ændringen i antallet af opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i perioden fra 2016-2019, skriver Claus Hjort Frederiksen.

Hidtil har regeringen regnet med, at der ville komme 17.000 ikke-vestlige indvandrere til Danmark om året. Nu lægges der altså i snit 20.000 årligt oven i.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.