S om Hedegaard-sag: Dybt bekymrende
Det er dybt problematisk, hvis Tyrkiet har løsladt Lars Hedegaards formodede attentatmand, lyder det fra S.
Retsordfører Trine Bramsen (S) langer kraftigt ud efter Tyrkiet, der angiveligt har løsladt Lars Hedegaards formodede attentatmand. Arkivfoto.
Retsordfører Trine Bramsen (S) langer kraftigt ud efter Tyrkiet, der angiveligt har løsladt Lars Hedegaards formodede attentatmand. Arkivfoto. Foto: SISSE DUPONT/POLFOTO


Tyrkiets løsladelse af den 26-årige mand, der er sigtet for drabsforsøg på forfatter Lars Hedegaard, er højst problematisk, hvis det viser sig at være rigtigt, lyder det fra retsordfører Trine Bramsen (S).

- Det er dybt bekymrende og problematisk, at det overhovedet kan ske, hvis det er rigtigt, siger Trine Bramsen og fortsætter:

- Ingen lande kan være tjent med, at det land, som man har samarbejdsaftaler med, frigiver efterlyste. Det overskrider alle de spilleregler, der normalt gælder. Det kalder ikke bare på Danmarks opmærksomhed, men hele det internationale samfunds opmærksomhed, siger hun.

De tyrkiske myndigheder har endnu ikke bekræftet, at den sigtede attentatmand er blevet sat på fri fod.

Manden blev anholdt i april 2014 i Tyrkiet og har siden siddet fængslet, mens hans udleveringssag er blevet behandlet.

I den periode har de danske myndigheder arbejdet intensivt for at få ham udleveret, siger Trine Bramsen.

- Den her mand stod til at blive udleveret til Danmark. Derfor er det også dybt bekymrende, hvis det er rigtigt, at han skulle være frigivet, siger hun.

Ifølge Lars Hedegaard selv er han blevet informeret af PET om, at den 26-årige er løsladt fra fængslet. Mandens advokat Thorkild Høyer bekræfter ligeledes, at hans klient er løsladt, oplyser DR Nyheder.

Hvis det viser sig at være rigtigt, vil regeringen stadig forsøge at få den 26-årige til Danmark.

- Det, vi fra dansk side har kunnet gøre indtil nu, er at iværksætte en storstilet eftersøgning, hvor både politiet og PET er involveret, og hvor vi trækker på vores internationale efterretningssamarbejde, siger Trine Bramsen.

- Fordi vi vil have den her mand fanget. Vi vil have ham bag lås og slå og for en dansk dommer, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.