S om 17 arbejdsprøvninger: Der er ikke noget galt med lovgivningen
Kristina Eversen har været i 17 arbejdsprøvninger de sidste 16 år. Socialdemokraterne mener ikke, at der er noget galt med lovgivningen.
Kristina Eversen har været i arbejdsprøvning 17 gange uden resultat. Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører mener ikke, at der er noget galt med lovgivningen.
Kristina Eversen har været i arbejdsprøvning 17 gange uden resultat. Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører mener ikke, at der er noget galt med lovgivningen. Foto: Thomas Lekfeldt, Scanpix.


På 16 år har Kristina Eversen været i 17 arbejdsprøvninger. Hun er for syg til at gennemføre dem, og derfor kan kommunen ikke vurdere hendes arbejdsevne og derved tilkende hende førtidspension.

Beskæftigelsesordfører fra Socialdemokraterne, Leif Lahn Jensen, synes at 17 arbejdsprøvninger uden afklaring lyder forkert, men mener ikke, at det er lovgivningens skyld.

- Der er ikke noget galt med lovgivningen. Den er ordentlig og fleksibel, mener Leif Lahn Jensen.

Da reglerne for førtidspension blev ændret i 2013, var Leif Lahn Jensen selv med ved forhandlingsbordet. Han holder fast i, at det er en god reform, men synes umiddelbart, at Kristina Eversens fortælling lyder som en forfærdelig sag.

- Det lyder som en ulykkelig situation, og uden at jeg kan gå videre ind i sagen, lyder det også vanvittigt, siger Leif Lahn Jensen.

Tag altid hensyn

Ifølge Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører ligger skylden i sådanne sager hos kommunen, som han giver en løftet pegefinger.

- Man skal altid kigge på det enkelte menneske. Der er ingen mennesker, der skal ud i noget, som de ikke kan holde til. Derfor er min lille bemærkning til kommunen, at det skal de altid tage hensyn til, siger Leif Lahn Jensen.

Selvom beskæftigelsesordføreren ikke mener, at det er lovgivningen, der er problemet, vil han ikke fuldstændig udelukke, at der kan ske ændringer.

- Det kan selvfølgelig godt være, at vi skal ind og ændre nogle ting. Man skal aldrig sige, at man har lavet en perfekt lovgivning. Men jeg mener, at den er så fleksibel, at der er gode rammer for kommunerne til at gøre et ordentligt arbejde for det enkelte menneske.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, inden deadline.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.