S og V redder embedsmænd fra gabestok
Socialdemokraterne og Venstre siger nej til ny undersøgelsesform, hvor ministre og embedsfolk kan afhøres.
Socialdemokraternes Mogens Lykketoft har fremlagt en model, hvor det vil være frivilligt for embedsmænd at stille op og udtale sig som led i de parlamentariske undersøgelser.
Socialdemokraternes Mogens Lykketoft har fremlagt en model, hvor det vil være frivilligt for embedsmænd at stille op og udtale sig som led i de parlamentariske undersøgelser. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Landets øverste embedsfolk kan ånde lettet op.

Efter måneders tøven siger både Venstre og Socialdemokraterne blankt nej til at indføre en ny undersøgelsesform i Folketinget, hvor ikke bare ministre, men også ledende embedsfolk kan blive afhørt i højspændte politiske sager.

Det skriver Politiken tirsdag.

Modsat de hidtidige signaler fra de to store partier melder gruppeformændene, Kristian Jensen (V) og Henrik Dam Kristensen (S), entydigt fra over for en model, der netop er lagt frem af Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S).

- Vi er bekymrede for embedsmændenes retssikkerhed. Om de bliver presset til at deltage i afhøringer, hvor den retssikkerhed, der ligger for dem, ikke er til stede. En ting er, hvad vi politisk byder hinanden på Christiansborg.

- Men vi skal sikre, at de, der er ansat, har en retssikkerhed, som er bevaret, siger Kristian Jensen.

Og den vurdering er Henrik Dam Kristensen enig i.

- Vi siger nej. Der er mange uklarheder i den fremlagte model. Det gælder embedsmændenes retsstilling. Jeg er også skeptisk over for, om man kan nå det, man gerne vil, siger han til Politiken.

Sagen deler erfarne folketingspolitikere i usædvanlige alliancer på tværs af partiskel. Den nye undersøgelsesmodel blev mandag drøftet på et møde mellem Folketingets ledelse, præsidiet, og partiernes gruppeformænd

Her anbefalede Lykketoft en model, hvor det vil være frivilligt for embedsmænd at stille op og udtale sig som led i de parlamentariske undersøgelser.

Han nævner, at der "er blevet nikket til modellen fra Bertel Haarder, Pia Kjærsgaard (DF) og Steen Gade (SF)", der alle sidder i Folketingets ledelse.

Lykketoft konstaterer, at det nu er op ad bakke for modellen, men han understreger, at han selv stadig er varm tilhænger af en ny undersøgelsesform.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.