DF kan glemme alt om at få genåbnet aftalen om Togfonden DK.
Sådan lyder det fra forligspartnerne Socialdemokratiet og De Radikale, efter at transportordfører Kim Christiansen (DF) har sagt, at han ønsker at diskutere den omstridte timemodel igen.
DF's udmelding kommer på baggrund af et forslag fra fagforeningen Dansk Jernbaneforbund: Drop planerne om, at der kun skal være en times rejsetid mellem de større byer og brug pengene på elektrificering.
Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, mener, at det forslag må bero på en misforståelse.
- Jernbaneforbundet opfinder et problem, som ikke er der. Man skal ikke droppe timemodellen for at få råd til elektrificering. Der burde være råd til begge dele, siger Prehn.
Det overrasker ham ikke, at Dansk Folkeparti griber chancen for at så tvivl om timemodellen, der aldrig har været DF's yndlingselement i Togfonden.
Men forligspartierne indgik så sent som i juli en skriftlig aftale om at gennemføre samtlige projekter i fonden, påpeger han.
- Jeg tror ikke, at Dansk Folkeparti i de her dage, hvor der er enormt meget fokus på deres løftebrud og vælgerbedrag i forhold til Europol, synes, at det er den rigtige timing til at løbe fra en skriftlig aftale, siger Rasmus Prehn.
Han henviser til, at DF-formand Kristian Thulesen Dahl fredag erkendte, at han gik for langt, da han sidste år sagde, at DF vil anbefale et ja i tilfælde af en folkeafstemning om Europol.
Transportordfører Andreas Steenberg (R) er på samme linje.
- Når man har fredagens kovending i mente, synes jeg, at Dansk Folkeparti skulle begynde at holde ord i stedet for at begynde at rende fra det her også, siger han.
- Vi skal holde fast i vores forlig. Og Dansk Folkeparti har lovet at stemme Venstre ned om togfonden.
/ritzau/