S: Ministeren må redegøre for milliongæld til Skat
Skatteministeren må på banen for at forklare, hvor stor skattegælden til kommunerne er, mener Jesper Petersen.
Her ses Jesper Petersen til Socialdemokraternes kongres i Aalborg Kongres & Kultur Center i september. Han beder nu om en redegørelse fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) for at få svar på, hvor stor skattegælden til kommunerne er.
Her ses Jesper Petersen til Socialdemokraternes kongres i Aalborg Kongres & Kultur Center i september. Han beder nu om en redegørelse fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) for at få svar på, hvor stor skattegælden til kommunerne er. Foto: SCH?TZE REN?/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE


Socialdemokraterne kræver en redegørelse fra skatteministeren, efter det er kommet frem, at kommunerne akut mangler 50 millioner kroner, efter det skandaleramte it-system EFI er blevet skrottet.

- Jeg forstår kommunernes frustration, og sagen her bidrager jo bare til billedet af, hvor vigtigt det er, at Skat - og her specifikt inddrivelsen - er velfungerende og effektiv, siger skatteordfører Jesper Petersen (S).

Derfor vil han have skatteminister Karsten Lauritzen (V) til at forklare, hvordan det helt præcist kommer til at påvirke kommunerne, at gældsinddrivelsen ikke virker, som den bør.

- Vi vil bede skatteministeren redegøre for, hvor stor skattegælden til kommunerne er, hvor meget af den gæld kommunerne godtgøres, og hvordan de ekstra 350 årsværk, vi har været med til at disponere til Skats inddrivelse, vil påvirke udviklingen i kommunernes restancer.

Den 8. september i år besluttede Skat og Skatteministeriet at lukke for væsentlige dele af gældsinddrivelsen til det offentlige, da det kom frem, at der var massive problemer med EFI-systemet, som blandt andet inddrev forældet gæld.

Beløbet på 50 millioner kroner, som kommunerne nu står og mangler, er altså kun fra oktober måned, som man har regnet sig frem til ved at sammenligne med beløbet i kommunekasserne de seneste år.

Skatteministeren har til Berlingske erkendt, at det er en meget vanskelig situation, Danmark i øjeblikket befinder sig i, som kommer til at få store konsekvenser for finanserne.

- EFI er på alle måder en skandale. Lykkes planen ikke, kan vi komme til at mangle penge til hjemmehjælp, ældre, svømmehaller, skattelettelser eller bedre rammebetingelser for erhvervslivet, siger Karsten Lauritzen til Berlingske.

Efter EFI-systemet er blevet lukket, har skatteministeren fremsat et lovforslag, som skal sikre at skyldnernes gæld til det offentlige ikke forældes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.