S: Minister skal tage ansvar for klager ved kystsikring
Ministerens forslag om at ændre reglerne for klager ved kystsikring er mærkeligt, lyder det fra miljøordfører.
Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, kalder Esben Lunde Larsen (V) i samråd om hans håndtering af klager fra et kystsikringsprojekt i Roskilde og Egedal kommuner. Ministerens måde at håndtere denne her sag på et stærkt kritisabel, mener ordføreren. (arkivfoto)
Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, kalder Esben Lunde Larsen (V) i samråd om hans håndtering af klager fra et kystsikringsprojekt i Roskilde og Egedal kommuner. Ministerens måde at håndtere denne her sag på et stærkt kritisabel, mener ordføreren. (arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix


Miljøministeren kan se frem til et samråd, hvor han skal forklare, hvorfor han ikke har taget hånd om de klager, der holder et kystsikringsprojekt i Roskilde og Egedal kommuner tilbage.

Det siger Christian Rabjerg Madsen, der er miljøordfører hos Socialdemokratiet.

Udmeldingen kommer efter, at Jyllands-Posten søndag skriver om 495 borgere og to kommuner, der arbejder sammen om et kystsikringsprojekt, der er gået i stå, fordi 14 klager ikke er blevet behandlet.

De strandede klager betyder, at det planlagte kystsikringsprojekt ikke kan sættes i gang, før den kommende stormsæson begynder.

I en skriftlig kommentar til avisen, foreslår miljøministeren, at det fremover kun skal være muligt at klage over kommunernes endelige afgørelser i beskyttelsesprojekter og ikke delkonklusionerne, som man kan nu.

Men det forslag undrer Christian Rabjerg Madsen. Han mener ikke, at ministeren forholder sig til den konkrete sag.

- Det er mærkeligt at tale om at ændre reglerne, når ministeren ikke engang har brugt dem, der i forvejen eksisterer på området, siger han.

Reglerne på området betyder, at kystsikringsprojekter ikke kan komme videre, før alle berørte parter i sagen er blevet hørt og har haft mulighed for at klage.

De 14 klager, der lader vente på sig i sagen fra de to kommuner, startede i Miljø- og Fødevarestyrelsen, men er nu havnet i Natur- og Miljøklagenævnet, hvor ventetiden er op til et år.

I sidste uge udkom regeringens kystanalyse. Ifølge ordføreren opfordrer analysen til, at grundejerne og kommunerne skal arbejde sammen om at løse kystsikringsproblemerne.

Det er derfor endnu mere kritisabelt og synd for de borgere, der har gjort alt, hvad de kunne, lyder det.

- Jeg vil kraftigt opfordre ministeren til at tage sagen tilbage på sit eget bord, sådan at den kan blive behandlet med det samme, siger Christian Rabjerg Madsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.