S: Minister bør trække vandhaneregler tilbage nu
Danskere skal ikke have sundhedsfarlige vandhaner. Minister bør annullere bekendtgørelse nu, mener S-ordfører.


De omstridte regler for vandhaner bør ikke trækkes drypvis tilbage. De bør skylles helt ned i afløbet nu.

Det mener Socialdemokraternes miljøordfører Christian Rabjerg Madsen. Han opfordrer transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) til straks at annullere en omstridt vandhanebekendtgørelse.

- Der er ingen grund til, at danskerne skal udsættes for sundhedsfarlige vandhaner, indtil vi finder en bedre løsning for, hvilke regler der skal gælde for fremtidens vandhaner, siger Christian Rabjerg Madsen.

Udmeldingen kommer, efter at Hans Christian Schmidt på et samråd i Folketingets miljø- og fødevareudvalg har meddelt, at han er klar til at skrotte den nye bekendtgørelse.

Ministeren vil invitere partierne bag de nye regler - Venstre, Konservative, DF, Socialdemokraterne og Radikale - til forhandlinger om, hvad der skal ske.

Men det er der ikke grund til at vente på, mener Christian Rabjerg Madsen:

- Det er positivt, at ministeren tilsyneladende er blevet klogere og lytter til kritikken fra blandt andre Naturstyrelsen, der har påpeget, at de tyske vandhaner ikke er testet for afsmitning af skadelige tungmetaller som nikkel og bly.

- Jeg vil dog opfordre ministeren til straks at annullere sin vandhanebekendtgørelse, siger Christian Rabjerg Madsen.

Hans Christian Schmidt har foreslået, at man i stedet kan vende tilbage til den tidligere GDV-ordning.

GDV står for Godkendt til Drikkevand. Det er betegnelsen for de gældende regler. Ministeren understreger gentagne gange, at det var den tidligere SR-regering, der foreslog at lave reglerne om.

- Det er sådan set ikke mig, der har fundet på det her. Til gengæld er det mig, der skal have bøvlet med det, sagde Hans Christian Schmidt på samrådet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.