Socialdemokraternes partitop har langt fra entydig opbakning fra sit kommunale bagland til politikken om at forlænge stoppet for ejendomsværdiskatten frem til 2025.
Skattestoppet risikerer at skabe en ny boligboble og øge uligheden, lyder bekymringen.
Den officielle linje fra partiet er et ønske om at afsætte 30 milliarder kroner frem til 2025 for at fastholde det nuværende system.
Det går ud på, at ejendomsværdiskatten er fastfrosset i kroner og øre, mens der er lagt en begrænsning på, hvor meget grundskylden kan stige. Samtidig vil S fastholde rentefradraget, som regeringen gerne vil begrænse.
- Vores udgangspunkt er, at boligskattestoppet står. Hele vores afsæt for forhandlingerne er tryghed, fastslog partiformand Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag.
Men det er langt fra alle folkevalgte socialdemokrater, der deler det synspunkt.
Ritzau har spurgt mere end 800 socialdemokratiske regions- og byrådspolitikere om deres holdning til emnet. 182 har svaret, og af dem er 43 procent imod at forlænge skattestoppet, 37 procent er for og 20 procent er i tvivl.
En af dem, der er uenig i partilinjen, er byrådsmedlem Torben Engholm (S) fra Horsens. Han frygter, at et fortsat boligskattestop vil resultere i en ny boligboble og efterfølgende finanskrise.
Han mener derfor, at partiet bør ændre politik.
- Det vil være hamrende upopulært. Men engang imellem er man nødt til at træffe politiske beslutninger, der fremtidssikrer dansk økonomi, siger han.
Byrådsmedlem Jens Anker Hansen (S) fra Kerteminde peger på, at skattestoppet fører til stigende ulighed.
- Nogle skal stå tidligt op for at tjene til deres daglige brød, mens andre bliver rige af at have købt en bolig, siger han.
Finansordfører Benny Engelbrecht (S) har grundlæggende to argumenter for, hvorfor boligskattestoppet bør forlænges.
- Det er både en god politik, og så er der en stor usikkerhed lige nu. Den usikkerhed bliver ikke mindre af, at regeringen ikke fremlægger sit konkrete forslag til et nyt ejendomsvurderingssystem, siger han.
/ritzau/