S: Kommuner skal hjælpe flygtninge efter reglerne
Socialdemokraterne har forståelse for, at kommunerne er presset af asylboom, men reglerne skal overholdes.
Mette Reissmann siger, at reglerne skal overholdes.
Mette Reissmann siger, at reglerne skal overholdes. Foto: PANDURO JENS/free


Trods en stor tilstrømning af flygtninge skal landets kommuner overholde kravene til integrationsindsatsen for de mange asylansøgere, der de seneste måneder har søgt til Danmark.

Det siger Socialdemokraternes integrationsordfører, Mette Reissmann, efter at en undersøgelse for Ugebrevet A4 har vist, at mange kommuner ikke kan nå at overholde de tidsfrister for eksempelvis udarbejdelse af integrationsplaner, som er fastsat i loven.

- De lovgivningsmæssige krav om helbredsvurderinger og integrationskontrakter og tilbud om danskundervisning - det er jo krav, som kommunerne skal overholde i dag, og det kommer de også til at skulle overholde i fremtiden, siger Mette Reissmann.

Hun udtrykker dog forståelse for, at kommunerne er blevet overrumplet af de mange asylansøgere:

- Jeg kan godt forstå, at kommunerne er under et kæmpe pres i øjeblikket med det store antal asylansøgere, der kommer ud i kommunerne. Vi skal selvfølgelig lytte til kommunerne og tage deres forslag alvorligt, siger hun.

Tirsdag formiddag mødes en delegation fra KL med indenrigsminister Morten Østergaard (R) og social- og integrationsminister Manu Sareen (R) for at diskutere en række forslag fra kommunerne om at slække lidt på integrationskravene nu, hvor der er pres på systemet.

Et af forslagene går blandt andet ud på at lade nogle af de ressourcestærke asylansøgere stå for noget af undervisningen af andre asylansøgere.

Og nogle af forslagene er der musik i, mener Mette Reissmann, og nævner undervisningsforslaget.

- Men vi kommer ikke til at gøre forskel i integrationskravene og vilkårene. Jo hurtigere, de kommer i gang med deres integration og lærer sproget, des lettere er det også at integrere dem, siger hun.

Hos Venstre mener man, at regeringen må slå ørerne ud og lytte til kommunernes ønsker.

- Regeringen bør være langt mere lydhør over for kommunernes krav om en mere fleksibel håndtering af det voldsomme asylboom, vi ser i øjeblikket, mener partiets integrationsordfører Martin Geertsen.

- Det kan ikke nytte noget, at regeringen på den ene side lemper udlændingepolitikken og på den anden side stiller sig alt for firkantet an, når kommunerne råber vagt i gevær og beder om lov til en mere fleksibel håndtering af de mange flygtninge, siger Martin Geertsen i en kommentar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.